Min gamle dansklærer, som var en stor humanist og et dannet menneske, sagde: »I de banale ting ligger ofte de største sandheder«. Den sætning mindedes jeg ved læsningen af brasilianeren José Mauro de Vasconcelos' roman 'En djævleunge'. Romanen er banal, den er også sentimental, men den blev straks en bestseller, da den udkom i 1969, og siden er den oversat til en række sprog. Det sande i banaliteten er det umiskendelige præg af ægthed i miljøskildringen og den klokkerene længsel efter kærlighed, som 'djævleungen', den femårige Zezé, erkender hos sig selv. Zezé vokser op i en meget fattig og børnerig familie i Rio-forstaden Bangu (hvor også forfatteren blev født i 1920), og både de større søskende og den arbejdsløse far banker ham gul og grøn, når han laver ulykker. Det gør han tit, og hans lille krop ser ud derefter. De eneste venner, der ikke slår ham, er den boglæsende onkel Edmundo, som forklarer ham mangt og meget om verden og sproget og fodrer drengens kvikke forstand - og så Splejsen, et lille appelsintræ i haven, som Zezé indvier i alle sine bekymringer. Men endnu en ven kommer til, Portugiseren, en fremmed fugl i kvarteret, en midaldrende mand med en stor og vidunderlig bil. Hos Portuga, som drengen vælger at kalde ham, findes den forståelse og ømhed, Zezé savner; og skønt forfatteren skriver ganske meget mellem linjerne, skriver han intet om, at Portuga skulle have grumsede motiver til sin venlighed. Der er ren tillid mellem manden og drengen, og da ulykken sker, og portugiseren ikke er der mere, er savnet ubærligt. Zezé bliver syg og overlever kun med nød og næppe. Man skal være en forhærdet sjæl for ikke at få en klump i halsen adskillige steder i bogen, og da Zezé er et kælenavn for José, og forfatteren bruger sit eget efternavn til Zezés familie, kan man nok gå ud fra, at Vasconcelos har brugt af egne oplevelser - og at det er derfor, scenerne går rent ind. Romanens sprog virker i den danske oversættelse præcist og enkelt, men også ejendommeligt gammelklogt og gammeldags, når man tænker på, at historien fortælles i første person af en femårig dreng. Det allersidste korte kapitel i bogen er imidlertid formet som en henvendelse til den kærligt erindrede Portuga fra den nu 48-årige fortæller, der altså står bag den femårige, og det forklarer stilen. Bogen vil være spildt på selvlækre livsstilssurfere og indtørrede intellektuelle, men alle andre kan få noget ud af at opsøge det sande i det banale i denne beretning om et lille livsdueligt menneske.