Under himlens dække

Lyt til artiklen

Ti til én på, at De på stående fod kan nævne flere mellemøstlige despoter, tyranner og terrorister end forfattere. Måske De akkurat kender til Nawal al-Saadawi og Orhan Pamuk, måske De har en enkelt roman af nobelpristageren Naguib Mahfuz stående på reolen. Men egentlig indsigt i den mellemøstlige litteraturs myldrende litterære vækstlag, dét har de fleste af os fortsat til gode. Forklaringen er enkel: arabisk, persisk, hebraisk og tyrkisk skønlitteratur bliver til i nogle af verdens mest hektiske brændpunkter og trumfes i rigeligt mål af nyhedsstrømmens selvmordsbomber og skibbrudne fredsprocesser. Der opstår derved et ærgerligt kulturelt vakuum, som hurtigt fyldes ud med mytedannelse og fortegnede stereotypier. Alene på baggrund af den kulturelle handelsbalances skæmmende deficit er det al ære værd, at fire universitetsfilologer nu har sammensat et smukt tekstudvalg fra dagens (og gårsdagens) mellemøstlige samfund: Med 32 noveller på regionens fire hovedsprog får læseren en unik chance for et blik ind i en massivt underrepræsenteret del af verdenslitteraturen - klassisk kortprosa fra efterkrigstiden side om side med dagsaktuelle tekster. Først og fremmest er det bredden i anslag og tematik, som springer i øjnene: her er lyriske kærlighedsberetninger, stilfærdig socialrealisme, kritisk samfundsdissektion og minimalistisk formeksperimenter - en bred vifte af litterære stilarter og indfaldsvinkler, som i sandhed antyder et skriveri i ekspansiv vækst. Man får ganske enkelt smag for mere, og ikke mindst antologiens yngste repræsentanter (f.eks. israelske Orly Castel-Bloom, hvis navn alene er en stor og syret roman) lover godt for regionens litterære fremtid. »Af og til drømmer jeg, at jeg elsker med/ en gennemsigtig syerske«, skriver Yoel Hoffmann i sin på alle måder sindsoprivende crazy indledning til slægtsromanen 'Kristus i fiskenes tegn' (1991). Så mærkeligt og skønt kan der altså skrives i dagens Israel. Ens fremtidshåb vokser pludselig en tomme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her