Håkan Nesser er en af Sveriges flittigste og mest anerkendte krimiforfattere, men han er også ophavsmand til to meget fine romaner (med indlagt mordplot) baseret på hans egen opvækst i den midtsvenske provinsby Kumla i 1950'erne og 60'erne. Den første hed 'Kim Novak badede aldrig i Genesaret', og nu følger så 'Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla'. Som titlen antyder, er et af bogens temaer den unge hovedpersons længsel efter den store verden, som han kender den fra litteraturen og ikke mindst fra film og fra tidens nye musik - først og fremmest Beatles, Dylan og Rolling Stones. Nesser udfolder dette tema med megen indlevelse og venlig ironi og med en mængde gode iagttagelser, som i det hele taget præger hele romanens tidsbillede og skildringen af livet i den lille by. Gymnasiet, torvedagen, det beskedne natteliv i nabo-metropolen Örebro, den uendeligt vidstrakte tørvemose, hvor en del af sommerferierne tilbringes med hårdt arbejde, og den skiftevis venlige og foruroligende natur er vigtige steder i den 17-årige Mauritz' univers.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























