I november blev Peter Mouritzen en Silas rigere! Silas er navnet på Det Danske Akademis børnebogspris. Den er på 100.000 kr. og uddeles hvert andet år. Denne gang for anden gang. Bjarne Reuter fik - naturligvis - den første. Hvorfor får Peter Mouritzen sådan en fin pris? For at sidde oppe i Løkken-Vrå og være vrangvendt gnavpotte? Kantet og drillesyg? Pinagtig, uhyggelig og næsten helt normal? Ja, netop! Samt dertil lun og stundom poetisk. Sådan én er han. Og det er et godt valg af Akademiet. Silas red den rigtige vej. 'Djævelens dusin' er Peter Mouritzen i en nøddeskal. Der er nemlig 13 historier i den lille bog. De svinger som penduler mellem vantro hændelser og hverdagens lille rædsel. De skifter som vejret i april, men én ting er sikkert. Man føler sig aldrig sikker. Sproget er nøgternt, ordene står på jorden, hvilket er med til at forstørre uhyggen. Peter Mouritzens mor sagde altid: »Det er ikke sundt at læse efter ni, det giver en flyvsk fantasi«. Men det gjorde Peter under dynen i lommelygtens skær. Når mor råbte inde fra stuen »Sover du Peter?«, svarede han altid »ja!«. Og det er inspirationen fra disse lommelygtehistorier, der nu kommer ned på papir. Forfatteren fortæller det selv i et forord (og undervejs). Inde under dynen boede Poe og Holmes, Hans og Grethe, Pinocchio og senere Ray Bradbury. Sidstnævnte er stamfar til bogens første historie 'Oktobermanden', der er sorrigfuld og regnvåd på den lyse måde. Andre historier er mørkere, men helt sort bliver forfatteren aldrig. Alene titlerne er nok til at tænde for gåsehuden. Tag dem her: 'Væggen der hviskede' eller 'Den levende pels'. Der er sjældent en morale i Peter Mouritzens værker. »Hvad skal man med den«, ville han vel vrisse. Dog siger ejendommens vicevært nok noget sandt i fortællingen 'Det jeg så'. Han siger nemlig, at »det er kun mennesker, der gør hinanden ondt«. Derfor kan man leve med og tåle både monstrene, blodpletterne samt de indre og ydre dæmoner. Mouritzen i en nøddeskal! Værsgo' og knæk!