Gode tilhørere skaber en bedre fortæller. Det lærte Sara Mathai Stinus som barn på verandaen i jungle- og tropenatten i 1930'ernes Indien. Hér forvandledes den (ellers) strenge far til den store fortæller med smil i øjenkrogene. Nu har Sara Mathai Stinus samlet en buket af de historier, hun kan huske, og hvem vil mon udgive en samling af midtasiatiske eventyr om lumske tigre og ditto krokodiller? Og kalde bogen for 'Den hovmodige elefant'. Det vil naturligvis forlaget Hjulet. Vores kultur er rig på hurtige harer og upålidelige krager. I disse indiske eventyr er der skildpadder, hejrer, desmerdyr, løver og såmænd både en myre og en skovmus. Det er kort sagt hele dyreriget, der kommer på scenen i en fin række af kloge og enfoldige historier. De er ikke meget forskellige fra dem, vi selv kender i dette tigerløse land, men dog nok til at forskelligheden bliver interessant. At elefanten ikke altid er den kloge mægler, vidner titelhistorien om. Og aber kan også være fornuftige. Det er den samme røde tråd, der går igennem alverdens eventyr og fabler. Den er snoet af simple leveregler, ekstreme situationer og en solid morale. Det handler om de evige sandheder, som da aben til slut udbryder: »Svigt aldrig en vens tillid. Farvel for altid, krokodille, sejl din egen sø«. Sara Mathai Stinus fortæller også, hvorledes hun aflæste faderens fortællemæssige dagsform ved at iagttage hans mimik og de bittesmå stemningsskift. Og 'Den hovmodige elefant' er i virkeligheden heller ikke en bog, man skal læse op af. Den skal fortælles. Historierne er meget simple, de er nemme at lære, og der er frit slag for at lave om på dem. Alt efter dagsformen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























