Alle historier er tænkelige, og så længe de blot er fiktion, er de jo uskadelige. Eller er de? En fransk forfatter skrev en gang et digt om en mand, hvis datter drukner. Kort efter druknede hans egen datter. Han skrev aldrig et ord mere af ubodelig skyldfølelse og ærefrygt for ordets magt. Den historie fortælles i Paul Austers nye roman 'Orakelnat'. Den giver ordet skæbnefortælling en helt ny betydning. Den hævder, at der er ting forfattere må undlade at skrive. Ikke af moralske årsager, men af metafysiske. Fordi ordene på en uforklarlig måde åbner rum for, at skæbnen kan råde. Som et orakel forudsiger forfatteren en tragisk virkelighed. Den pointe er svær at sluge for et rationelt menneske og er det også for bogens fortæller, Sidney Orr, der har sine ydre data tilfælles med Paul Auster. Bogen foregår over nogle få dage i 1982, hvor han er 34 år og endnu blot en lovende forfatter med mindre kritikerroste succeser bag sig. Sidney har lige rejst sig fra et længere livstruende hospitalsophold. Men ellers lever han i stabil tosomhed med sin nye smukke kone, grafikeren Grace og ses ofte med deres fælles ven den ældre, succesrige forfatter John Trause. John har fulgt Grace fra barnsben og elsker hende som sin egen datter. Og måske mere end det. Det er den uvished, der er drivkraften i romanen.
Hvis ord kan dræbe
Lyt til artiklen
