Kærligheden kommer i skikkelse af en ravn i Cecilie Ekens nye bog. Senere bliver den til kød og blod og død. 'Valravnen' er én lang folkevise for alle historisk interesserede romantikere over 12 år. At udgangen er sørgelig, gør den kun endnu dejligere, og fra side et er læseren ikke i tvivl om, hvor det bærer hen. Som optakt til hvert kapitel er anbragt stroferne fra den gamle vise om ravnen, der flyver om aftenen. Her står det hele: »Den skal have den onde lykke / Den gode ikke kan få«. Endnu engang lever Cecilie Eken sig ind i en tid og en stemning. Det dufter af muld, og efterårsbladene stråler om kap omkring to større gårde et sted i Danmark måske i 1400-tallet. Her bor jomfru Eline, som har lyst til livet uden for fruestuen. På en ridetur med sin tro væbner Per møder hun en kulsort ravn i tredobbelt størrelse - mindst. Ravnen er den mørke Esbern fra skoven, der dufter så dejligt af saltvand. Deres kærlighed er ustoppelig - selv om Eline troloves bort undervejs - men i forvejen var deres skæbnetråde også viklet ind i hinanden. Pilene flyver fra armbrøster, og øllet svælges i strømme. Heste vrinsker, og sladderen går. Jomfru Eline sanser kun sin ravn. Når de mødes, lægger den sin vinge beskyttende omkring hende. Men forholdet går naturligvis ikke i det lange løb. 'Valravnen' er fyldt med autentisk folklore og ægte tårer. Cecilie Eken sanser sin tid, hun opererer med et stort persongalleri, det myldrer med folk og fæ, og samtidig styres historien uafvendeligt mod sin ende. Her er ingen slinger i valsen. Det skal gøre ondt. For ligesom at afbøde slaget var der måske en mulighed for, at i det mindste Per og jomfru Johanne kunne finde sammen. Men nej! 'Valravnen' er suverænt håndværk, den har dybder og alvor tillige. Sproget er enkelt og renfærdigt. Historien tør være sig selv, være en folkevise. Være en sang om kærlighed. Nu er den slut, men den begynder hele tiden igen. Den onde lykke! Den kan alle få.