Madonna fortsætter ufortrødent sit projekt, der hedder fem bøger med billeder for (mest) børn. Hun maser på med en selvsikkerhed, som om hun lige har opfundet genren. Det er energisk og velovervejet, hvad hun fortæller. Hvad har hun egentlig gang i? Tidligere på året udkom 'De engelske roser', der er en dejlig poptøsehistorie med tilsvarende illustrationer. Til 'Mr. Peabodys æbler' er valgt en helt anden tegner. Loren Lang fortæller fra det klassiske Amerika med bredskygget hat og egen indkørsel ude på prærien. Hans billeder har den Hopperske stilhed. Vi er i Happville. Det er Dogville light. 'Welcome to Happville' står der på den store, trebenede vandtank uden for byen. Her er alt godt. Hver lørdag træner mr. Peabody lilleputterne i baseball. De taber for det meste, når de spiller kamp, men de har det sjovt. Så er det, at der falder en grim mistanke på mr. Peabody, og snart er han den eneste til træning. Da forviklingerne opklares, er det for sent. Fint demonstreret af offeret over for den måbende sladrehank, der startede det hele. Det er en dybt moralsk historie, som Madonna har fået fortalt af sin kabbalahlærer, fortæller hun selv. Nu gengiver hun den forklædt som hønemor i flødesovs. Derfor er det godt fundet på at sætte ordene sammen med disse stillestående tableauer fra den trimmede frontier. Indianerne er væk, men det er ikke så længe siden, de var der. Loren Lang lægger en stor sørgmodighed henover den frosne, uramerikanske idyl. Hans personlige effekt er at gøre personerne et par tommer højere, end de i virkeligheden er. Der er betagende og alvorlige billeder. Velkommen til Happville! Det gør ikke ondt.