Den moderne verdens litteratur har mange blændende skildringer af narcissismens, middelmådighedens og anerkendelsessygens skingre vildveje. Fra Dostojevskijs kældermenneske i 1860'erne, til Tom Wolfes 'Forfængelighedens bål', hvor sidstnævnte udstillede yuppie-kulturens hybris og nemesis i 1980'erne, går der en lige, ondsindet og sammenbidt linje. Om noget er nivellerings-sygdommen blevet værre, siden Dostojevskij skrev om den, berømmelseskulten bliver mere og mere demokratiseret, alle og ingen kan komme til fadet i alverdens såkaldte 'virkeligheds-show'. Men kampen bliver kun desto mere indædt og forkrampet - for hvis enhver kan blive berømt og anerkendt, selv den mest snøvlende, småfede, bøvede og platinblonde krikke, hvorfor så ikke mig? Det er i denne linje og til skildringen af dette vadested, Morten Sabroe nu med romanen 'Hoffmans' yder sin virkeligt velskrevne skærv. Hovedpersonen er den uforbederligt egoistiske, liderlige og fallerede tv-producer Frederik Hoffman, der på randen til de 50 år, og efter endnu en afvisning af nye tv-koncepter, valfarter efter trøst og hævn til den smækre, 24-årige og overordentligt storbarmede prostituerede Kira. Hos Kira er uheldet imidlertid ude, og det er dette uheld - hvis præcise karakter her skal forblive en hemmelighed - der sætter hele vaudevillen i gang.
At være er at være set
Lyt til artiklen
