Ludvig Holberg - ham ved vi egentlig ikke så forfærdelig meget om. Efter hans sidste store udlandsrejse og udgivelsen af det latinske levnedsbrev (1728) forsvinder han ifølge Lars Roar Langslet i dennes Holbergbiografi ind bag forfatterskabet. Hans tidligere år er bedre oplyst, men ikke mere end, at der er frit slag for påhitsomme skribenter, og sådan én er Palle Petersen. Palle Petersen tager fat i den unge Holberg, den blege fis, der kommer ludfattig til København og her bliver fisket op og hjulpet en anelse af den gemene kandestøber Herman von Brehmen med de vilde, krasbørstige ideer og hans slaskefede kone Geske. Ludvig bliver også indført i det Collegium Politicum, som Herman har været oldermand for gennem nogle år, og hvor den unge Holberg sidder og fører referat, for dog at gøre noget godt for føden. Han er ellers ikke til meget, synes Herman. Herman er demokrat, han skriver og snakker mod den enevældige horebuk, kong Frederik IV - men det opfattes mest som fuldemandssnak. Han taler også om tilstande, hvor folket har noget at sige, han tror, han er blevet forstået af plejebarnet. Derfor foreslår han ham at skrive en komedie med dette budskab, en komedie, der handler om de gode håndværksfolk, som forsamler sig i P. Larsens Ølstue. Han og kammeraterne tropper op i teatret i Grønnegade til premieren, men det går helt anderledes, end mester Herman har forestillet sig. Hans og Geskes plejebarn med den rumlende, dårlige mave snyder dem alle sammen: Mester Herman og alle de andre bliver gjort så grundigt til grin, at Mester Herman må flygte fra byen og siden igen flygte fra sit ophold hos Jeppe på Bjerget. Men inden han forsvinder i folkedybet, får han nedskrevet den 'rigtige' historie om blegfisen, som snød og snørede hele bundtet. Palle Petersen må selv have moret sig, mens han skrev, og der er også en række groteske og ret morsomme scener, men sprogligt lider 'Ludvig på Bjerget' af den svaghed, at der ikke er ret meget sproglig variation. Det kører fuld drøn derudad i det samme sproglige spor, og derfor bliver læseren en smule træt. Personerne i en skæmteroman skal ikke tegnes med dybde, men Mester Herman og hans venner er næsten for skabelonagtige og højtråbende og -ræbende til, at læseren i længden synes, det er rigtig sjovt.