»Here comes Rosenkrantz«, sagde den engelske krimiforfatter Reginald Hill elegant i sin takketale for nogle år siden, da han var i landet for at modtage den danske Palle Rosenkrantz-pris. Det er et Shakespearecitat, of course, og selvfølgelig fra 'Hamlet', hvor prinsen med listig kulde konstaterer, at nu ankommer altså denne dumme adelsmand sammen med kollegaen Gyldenstjerne, to intrigante hofsnoge, der snubler over rænkerne i opgøret på kongeslottet og ender med at dø i England i stedet for den hævnende prins af Danmark. Navngiveren til vor lands fornemste pris for kriminallitteratur, forfatteren baron Palle Adam Vilhelm Rosenkrantz, blev såmænd selv født i Helsingør i 1867. Vel at mærke et godt stykke fra slottet Kronborg og ind i en familie, der i bogstaveligste forstand var yderst fattigfin. Slægten, som blåblodet kunne føres helt tilbage til 1300-tallet med en barontitel fra 1500-tallet, var i løbet af 100 år gledet fra at være jordejende sværdadel til at befinde sig i den absolutte udkant af kongehusets embedsadel. Faderen havde hjulpet lidt på finanserne ved at gifte sig med en velhaven skotsk adelsfrøken, men hans adel forpligtede mere i retning af et liv i luksus og vellevned end et nøgternt borgerliv med økonomien i orden. Og selv om Palle Rosenkrantz blev jurist, strakte karakteren ikke til at få en karriere på de bonede gulve i diplomatiet, en selvskreven stilling for en aristokrat som standsmæssigt talte engelsk, fransk og italiensk, det sidste efter et længere ophold med sin enkemor og sine brødre i Rom.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























