Lad det være sagt straks: Der bliver begået et mord i den norske krimiforfatter Karin Fossums nye bog 'Jonas Eckel'. Det ligger i luften allerede på de første, lakoniske makabert-muntre sider af denne underholdende og indsigtsfulde lille roman. Men tonen er ikke mareridtsagtig som i hendes foregående 'Sorte sekunder'. Her afvikles mordet nærmest distræt på en halv side til allersidst og er sådan set bare med af vane, har man indtryk af, for 'Jonas Eckel' er mest af alt et let distanceret portræt af et kort, tragikomisk ægteskab mellem to discount-mennesker. Vil man være højstemt, kan man sige, at her beskrives små mennesker, der lever om ikke på bunden, så meget fjernt fra eliten. Fortælleren, den i livsstil, erfaring og psykisk spændvidde indskrænkede og en smule indbildske lagerbestyrer Jonas Eckel »med 'ck'« møder en enkelt gang i sit liv en kvinde, nemlig da hun henvises til supermarkedets lager i sin jagt på stearinlys i en bestemt farve. Hun bliver kvinden i Jonas Eckels liv, og da han kort efter meget velovervejet og småtskårent iscenesat spørger, om hun vil gifte sig med ham, svarer hun: »Det kan jeg da godt«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























