0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Trivialiteter på Vesterbro

At læse romanen 'Sottrupgade 9' er som at løbe rundt i opgangen og kigge ind gennem nøglehullerne til lejlighederne og overvære beboernes privatliv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Anne Marie Têtevide havde to romaner bag sig, da hun i 2000 vandt førsteprisen i konkurrencen om den bedste middelalderroman. 'Mellem himlen og verden' hed romanen, der trak et folkeviseunivers frem med både poetisk og fortællermæssig kraft.

Med sin nye samtidsskildring af en andelsboligforening på Vesterbro rykker hun tiden frem til i dag. Genren er den velprøvede kollektivroman. Vi følger opgangens forskellige beboere fra stue til kvist gennem et halvt år.

Det er ikke litteraturens klassiske Vesterbro, vi præsenteres for, for det har som bekendt ændret sig. Beboerne er en broget flok. Der er de gamle, der er blevet i kvarteret. Ikke mange. De få midaldrende er fraskilt. Der er de unge, med og uden børn, som vil blive der en rum tid, fordi de ikke har råd til at flytte, og fordi »det er her, det sne«, som en af de gamle diagnosticerer det. Vesterbro er shinet op.

Og så er der helt unge, der bor sammen som roommates, med hver deres projekter, i et stykke tid. Foruden indvandrerne, de lever parallelt med, men kender meget lidt til.


Det er således ikke det store danske kolonihavefællesskab, der eksisterer. Heller ikke fortidens fællesskab på godt og ondt i form af ens levevilkår og klasse. Hver passer sit liv, men alle rykker på sin vis nærmere på hinanden, da en ung indvandrerdreng bliver myrdet i deres opgang en sen fredag aften.

Lene, snart cand.jur., sidder på trappen med den døende dreng i skødet, mens Anders fra lejligheden ovenover ringer efter politi og ambulance. Alle er rystede, men mordet har ikke noget med dem at gøre.

Og det er romanens problem. Vi introduceres for en rystende begivenhed, men den kunne lige så godt ikke have været der. Ja, iraneren Reza bliver rystet over at høre skud, der vækker erindringer, spædbarnsmoderen med kolikbarnet bliver endnu mere udkørt over chokket, Lene kan ikke længere finde ud af at gå i seng med sin kæreste - men om det nu har med denne oplevelse at gøre, kan man ikke finde ud af.


Romanen bruger drabet som et unødvendigt påskud. At læse denne roman er som at løbe rundt i opgangen og kigge ind gennem nøglehullerne til lejlighederne og overvære beboernes privatliv. Det giver jo vældig meget tekst. Vi er sammen med dem, når de spiser, når de går i seng sammen (præsenteret så kontant, som var det brugsanvisninger til maskiner), når børnene leger, når de voksne jogger, køber ind og så videre i én uendelighed, alt sammen ledsaget af deres tanker om fortid og nutid.

Det er vældig meget privatliv, man sættes til at bivåne, og man bliver grundig træt af det. En fremdrift mod et slutpunkt skabes med hf-eleven Kamilla, der har indledt en heftig seksuel forbindelse med opgangens gymnasielærer Christian. Ved gårdfesten et halvt år efter drabet i opgangen bliver han jaloux, da hun danser for tæt med en anden. Opgangens spædbarnsfader blander sig i det og slås ned af Christian. Helt tilfældig vold, med indre blødning i hjernen som resultat og en usikker fremtid.

Chokket over den skade, man kan gøre hinanden på et splitsekund, indrammer romanen. I virkeligheden er det bare en teknisk måde at få romanen indledt og afsluttet på. For grundlæggende er der ingen fokus i alle disse registreringer af trivialiteter om en række mennesker tilfældigt placeret i samme hus. Der er noget Dea Trier Mørch over det, og alligevel ikke. Indre by, men uden retning. Velment tone og varm sympati for personerne, men alt i alt noget klægt. Romanen hverken løfter eller samler sig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale u