Hvorfor skriver du ikke en krimi? Det må da stort set være den eneste slags bog, du ikke har prøvet at skrive. James Lee Burke fulgte i 1984 det gode råd fra en gammel ven og forfatterkollega. Han opfandt politimanden Dave Robicheaux fra New Iberia i det cajunduftende Louisiana, hvor luften er sumpet og fuld af anelser, korruption og krydret mad. Dermed satte han en effektiv stopper for, hvad der indtil da havde været en temmelig frustrerende karriere som forfatter. Hans tredje roman 'Lay Down My Sword And Shield' solgte så få eksemplarer, at ingen forlægger ville røre ved ham med en ildtang. Da hans fjerde roman 'The Lost Get-Back Boogie' udkom efter 13 år i afslagenes ørken, blev den nomineret til Pulitzerprisen. Inden da havde Burke i forbindelse med denne bog alene modtaget ikke færre end 111 afslag fra amerikanske forlæggere! Kunne ikke stave Den slags kølighed mødte ikke James Lee Burke i selskab med sin nye ven og indtægtskilde Dave Robicheaux. Han skrev to kapitler og sendte dem til den respekterede krimiforfatter Charles Willeford, der ikke tøvede med at give sit blåstempel. Så Burke skyndte sig at skrive 'Neon regn' færdig og sende den til sin agent. Denne kontaktede tre forlag. Alle tre var ved at falde over hinanden for at komme til at udgive, hvad der skulle blive den første i en serie, der har rundet dusinet og nået et nyt højdepunkt med den netop udkomne 'Jolie Blons Blues'. En serie som har hærskarer af edsvorne verden over, har modtaget de fornemste krimiudmærkelser og gang på gang er blevet fremhævet som nogle af de kriminalromaner, der gør skillelinjen mellem krimi og 'rigtig' litteratur irrelevant. »Jeg synes selv, det jeg laver, er kunst. Ellers ville jeg ikke knokle så hårdt med det«, har han udtalt. En anmelder ved Time Magazine erklærede sig cirka halvvejs i serien uenig og skrev om Burke, at »han lider under et frygteligt og altovervejende ufortjent ry for at være en seriøs forfatter«. Anmelderen var helt på linje med collegeprofessoren, der i James Lee Burkes skoletid i Texas mente, at hans håndskrift måtte vække afsky i ethvert øje, og at hans færdigheder udi stavningen var af en sådan kaliber, at den gode professor greb sig i at ønske, at fønikerne aldrig havde opfundet alfabetet. Men hvad man ikke har fra starten, kan man lære sig til. Der var i hvert fald ikke nogen tvivl om, at Burke har haft den seriøse forfatterambition fra en tidlig alder. Sin første roman skrev han, mens han som så mange andre texanere tjente hyren ved at pumpe olie op til havets eller jordens overflade. 'Half Paradise' skrev han som 23-årig. Samme år som han blev gift med den Beijing-fødte stewardesse Pearl. Parret har fået fire børn, og dermed har der fra starten været dømt kamp for levebrødet i Burkes tilværelse. Så mens han kæmpede for at holde skrivemaskinen varm, rejste familien Burke fra stat til stat, hvor farmand kunne få arbejde som skovmand, socialarbejder og andre forefaldende job. Selvom levebrødet krævede sin mand af den ansvarsbevidste Burke og forlagsverdenens interesse sjældent var mere end lunken, skrev han videre. 'Half Paradise' blev udgivet fem år efter den blev skrevet. Hans første romaner fokuserede realistisk og i et levende og spændstigt sprog på marginale eksistenser i Texas og Montana. Kokainsniffende bluegrassmusikere, en ung kulminearbejder, en sort bokser. Tilværelsen for personerne var kriminel nok, men det var ikke krimier, og det gjorde al forskel på bundlinjen. Manglende kommerciel succes og et seriøst alkoholproblem afstedkom tilsammen den 13 år lange pause i Burkes tilværelse som offentliggjort forfatter. Men det såkaldte tolvtrinsprogram fik ham på vandvognen og der har han været lige siden. Så han ved, hvad han snakker om, når Dave Robicheaux tager sig endnu et livtag med alkoholismens destruktive sirenesang. Burke vandt over både sprutten og stagnationen og efter den Pulitzer-nominerede 'Lay Down My Sword And Shield' og ikke mindst den store succes, som blev den anden Robicheaux-roman 'Black Cherry Blues' til del, behøvede han ikke længere bekymre sig om at få maden på bordet. New Orleans-mystik James Lee Burke, som aldrig selv havde været gæst i kriminalromanernes verden og stadigvæk »ikke aner en flyvende fis om den«, blev i løbet af de følgende år en af de mest læste og berømmede forfattere i krimilitteraturen. Kender James Lee Burke ikke sin krimilitteratur, så kender den i hvert fald ham. Med Robicheaux' Louisiana skabte han et af tidens mest populære litterære landskaber. Krimientusiaster valfarter til New Iberia. Blot for tørt at få besked fra virkelighedens sherif om, at Dave jo ikke eksisterer i virkeligheden, ved du nok. Men det kan være svært at tro, at den humorforladte og konstant anfægtede eksistensmoralist Robicheaux ikke eksisterer i virkeligheden. Lidt sværere er det at forveksle Burkes nytilkomne antihelt, Texas-advokaten Billy Bob Holland, med en mytologisk vibrerende virkelighed. De tre Holland-romaner udspiller sig i Texas og Montana. De er velskrevne, men stoffet ulmer ikke på samme måde. Duften af Cajun Det er ikke mindst han sprogligt blomstrende og detaljerige beskrivelse af cajunliv og natur nede i the Bayou, der giver Robicheaux-romanerne deres særlige duft og farve. Mange elementer går igen fra bog til bog. Et opfindsomt og troværdigt persongalleri. Den sammenbidt moralske Robicheaux' problemer med sit temperament og en retfærdighedssans, der har det svært med regulativerne. Dave passer sin bådudlejning med dertil hørende fiskeri og sandwichbod. Også et styk seksuelt samkvem med ægtefællen Bootsie bliver i hver bog blufærdigt gennemført i detaljen. Plottet involverer ikke sjældent mafiaen og stjernepsykopater på gennemtræk i det lille New Iberia uden for store stygge New Orleans. Men nok så vigtigt er det, at de konkrete forbrydelser på en måde er slagskygger af de virkelig store forbrydelser: Racismens tragedie, den politiske korruption, de sociale udhaleres frie spil, volden i det amerikanske samfund. Narko, prostitution og miljøsvineri i bredformat. Det kriminelle element er brutalt, allestedsnærværende og kontant. Men samtidig er Burke en af de få hårdkogte krimiforfattere, der slipper godt fra at introducere et mytisk-overnaturligt element i sine bøger. Fortidens synder og borgerkrigens tragedier er særdeles nærværende i Robicheaux-bøgerne. Det er de i særdeleshed i 'Genfærdsgeneralen' og den nye 'Jolie Blons Blues'. Som så mange krimiforfattere med en serie med en gennemgående hovedperson har også den flittige Burke måttet sande risikoen for, at der går automatik i den. Der synes efterhånden at være gået lidt automatik i Burkes bøger. Men med 'Jolie Blons Blues' er han igen i stand til at puste nyt liv i opskriften. Ondskabens anatomi I bogen blander Burke ekstremt pågående realisme med en foruroligende mytisk dimension. Den unge sorte cajunmusiker Tee Bobby Hulin bliver mistænkt i forbindelse med to ualmindeligt brutale kvindemord. Alt peger på Tee Bobby. Robicheaux tvivler og så dukker den ildevarslende Legion op på scenen. Et stykke benhårdt whitetrash, der deler navn med den mangedobbelte dæmon fra Den Gode Bog. 'Jolie Blons Blues' er besættende spænding selv om plottet faktisk spiller en relativt lille rolle i Burkes gumbogryde. Den særlige kvalitet består snarere i, at Burke denne gang mere end nogensinde lader det hele simre og koge ind til en slimet substans. Tørken og den truende torden. Legion og hans bizarre overgreb på Dave. Den unge sorte musiker, der knalder ud på stoffer, og hvis problemer, som så mange andre, fører direkte tilbage til bomuldsplantagerne. Det hele simrer og småkoger indædt og dybt foruroligende. En sproglig tour de force og en krimi, der overskrider genrens - og Burkes egne - begrænsninger ved i højere grad at turde give slip på plottets maskineri til fordel for en fokusering på selve det ondes dunst og anatomi. Dave Robicheaux er tilbage på toppen. James Lee Burke er ikke Dave Robicheaux, men de selvbiografiske ligheder er så mange, at man næsten er undskyldt, hvis man forveksler dem. Texas, olie, tidligt død far, alkoholisme, en datter ved navn Alafair og en opvækst i Bayou Teche. Billy Bob Hollands kamp med miljøsvin i Montana er også Burkes kamp. Som katolsk miljøforkæmper af de aktive er han noget af et selvsyn i det amerikanske litterære landskab. Dave Robicheaux kæmper med forbrydere og dæmoner. James Lee Burke bruger ham som sin forlængede arm. Forbryderne kommer udefra. Dæmonerne indefra. Der hvor de mødes, opstår nogle af kriminallitteraturens mest fornemme værker.