0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skilsmisseroman

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Merete Morken Andersen (født 1965) har skrevet en roman om en ung piges selvmord, og hvad det gør ved hendes fraskilte forældre og deres indbyrdes forhold. Et emne, der kan få i hvert fald denne læser op af stolen.

Og den første tredjedel af 'Hav af tid' er på omgangshøjde med emnet. Efter en introduktion, nemlig omstændighederne omkring selve selvmordet, giver først faderen Johan sin version, derefter giver moderen Judith sin. Først derefter lader forfatteren de to forældre mødes - aftenen før datterens begravelse.

Og det er her, det begynder at gå galt, for læseren mister interessen for dem. De siger og gør så mange overfladisk patetiske ting og er slet og ret så selvoptagede, at det - selv om det kan være en godt skjult pointe - næsten gør dem utroværdige som voksne mennesker.

Senere finder de et brev fra den døde til hendes lille halvsøster - faderens barn med den nye kone - og det er punktvis gribende, men også for tamt og for ordrigt.


Til slut sidder man dog med en slags forklaring på, hvad der får en 16-årig pige (hvis kæreste endnu ikke har fortalt, at han må videre i livet) til at hænge sig. Og den forklaring, som ikke udpensles, og som Johan og Judith næppe opfatter, bør tjene alle skilsmisseforældre til skræk og advarsel.

De godt 100 sider, der er Johans monolog, er forrygende gode, medrivende og oprørende, fordi de er et diskret portræt af en umoden, selvoptaget, konturløs og gammeldags mand, der med småbitte midler får lov at afsløre sig selv - uden at forfatteren hænger ham ud.

Læserens sympati er helt på mor Judiths side. Indtil man læser hendes, mindre underdrejede og mere selverkendende, men ikke mindre umodne og selvoptagede version af historien. Hendes konklusion er for øvrigt, at mænd er feje og liderlige.

Samtidig ligner hele molevitten til fortvivlelse den nu midaldrende generations gennemsnitsskilsmisser. Har man været involveret i sådan en, vil denne bog trods stedvis ørkenvandring nok virke meget relevant. Læs den om ikke andet for selvportrættet af den underlegne, men selvretfærdige mand.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce