0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spærret inde

Christian Skovs roman om en kvindes sygeleje er en nådesløs, stilistisk stram afdækning af det prisgivne menneske.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Endnu er markerne frosne', hedder Christian Skovs roman, og en vejsti langs en vintermark danner både et erindringsspor og en forestillet fremtid for kvinden Christine.

Her gik hun engang med manden, senere med barnet. Her forestiller hun sig at gå, når frosten slipper taget - når hun da ikke forestiller sig, at livet er ved at slippe hende. Hun ligger febersyg og isoleret på hospitalet, og drøm, fantasi og virkelighed glider sammen.

Christine martres af adskillelsen fra sit lille barn, som passes af andre, og hvis nuværende og kommende liv hun forestiller sig, også gennem projektion af sine egne erindringer om adskillelse.

Christian Skov, der fik Kritikerprisen for romanen 'Høstnætter' i 1994, er en ejendommelig og original stemme i nyere dansk litteratur. Han er absolut for feinschmeckere, der har sans for hans særlige knappe udgave af stream of consciousness.


Christine er en typisk Skovfigur, anbragt som hun er i en angstfyldt situation, hun ikke kan komme ud af. Feberen er hendes forbundsfælle, har hun lært - den skal bekæmpe sygdommen. På andre tidspunkter tror hun, at den vil slå hende ihjel. Det er uvist, om hun klarer den. Lægernes ordknappe bemærkninger kan tolkes i alle retninger.

Det gentagne »Endnu kan det være i hende« er en typisk og genkommende formulering, der henviser til hele den komplicerede oplevelse af, hvad der er indre og ydre, til erindringen, og til den forestillede mulighed, erindringen glider over i. Og ikke mindst til døden. For dette endnu, dette ord, som titlen markerer og hele romanen kredser om, peger på, hvad der er nu, hvad der var, og hvad der følger efter: døden eller livet.


Et febersygt menneske lænket til en hospitalsseng er velegnet til udforskning af et psykisk grænseland, hvor det meste foregår i hovedet på personen. Skov kredser om, hvordan et menneske er til stede eller ikke til stede i virkeligheden. Angsten og ensomheden, den syge oplever, forstærkes af savnet efter barnet, hun er skilt fra.

Indlevelsen i barnets reaktion på hendes manglende tilstedeværelse er gengivet gennem Christines forestillinger om barnet og dets liv. Drømmene om at være sammen med barnet erstatter den magre realitet: »Kun i en drøm har barnet endnu en gang været i hendes favn, i vågen tilstand må hun vide, at det kun er hendes oplevelse, at kun hun har oplevet varmen ved at have barnet hos sig, at barnet ikke har set ind i hendes øjne, som hun har set ind i barnets«.

Det er et trøstesløst og stillestående univers, Skovs bevidsthedsstrøm maler frem, med et menneske på afstand af sit barn og livet, spærret inde i sygdommen og sit eget hoved. Som Skovs personer altid er det. Mennesket i hans version er så ubegribelig prisgivet. Skov skriver dette vilkår frem med nådesløs konsekvens og stærk stilbevidsthed. Det er stilen, der gør, at man overhovedet kan komme igennem romanen, men det er også den, der spærrer læseren inde. I romanen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce