Det respektindgydende ved Leyla Tamers i bogstaveligste forstand fabelagtige noveller er, at hun - på tårnhøje hæle og uden at ryste på den spinkle kvindehånd - fører det moderne menneske bort fra fornuftens gyldne middelvej og ud ad de ukendte sidegader, dér hvor varulve blotter tænder og kæmpekvinder byder sig til. Hendes univers er uden kompromiser, hendes mennesker uden rationelt forklarede diagnoser, og det er derfor op til læseren at slippe realismens rare tøjler og lade sig bortføre til et fetichistisk eldorado af kortskørtet stuepigeleg og dødbringende tagfat med en grånende Kirke og andre fortryllende skabninger. Tænk, at ende som bjæffende retriever! I 'Himmelfalden', Tamers nye samling på 15 noveller, suppleres fablerne om den urkvindelige eros dog af et par underfundige historier om andre sider af det oplyste menneskes fortabte fantasi: problemknægten Bjørn, der drages mod blodige vikingespil i skoven, men tæmmes af pædagogernes ratio foran voldsfilm på flimmeren, Mohammad der snubler i sit eget integrationsforsøg under dæknavnet Jesper; eller forfatteren, der fiffigt haler sin inspiration op af en magisk brønd. (Og som afslutter novellesamlingen med en sirlig lille sløjfe). Disse historier er en forfriskende udvidelse af horisonten, selv om det ikke skal være nogen hemmelighed, at denne læser frydes mest over de nøgterne beskrivelser af lystens små hverdagsrekvisitter. En kvindes fornøjelse ved at bestige et par faretruende høje stiletter, svaje i ryggen og træde ud i verden som forvandlet. Eller den udefinerlige glæde ved at købe en regnfrakke af knitrende rødt lak og insistere på at bære den, indtil det stille ægteskab begynder at lyne. Her er ingen bonert fnisen, kun sobre sætninger og stilsikker autoritet. Novellen om milliardæren, der nyder højeste tilfredsstillelse ved penetrering af et passiviseret hunkønsvæsen med fuglekløer og overdimensioneret køn, direkte importeret fra det ydre rum, udvikler sig til gengæld til en overlæsset lovestory med flyvende tallerkener og happy end på falderebet. Men regnfrakken, altså. Den bliver nok ved med at knitre og knirke på det indre lydspor, en tid endnu.