Maria er »blussende glad«, men elleve linjer senere ligger hun på sin seng og hulker ned i puden. Maria går på en finere kostskole, og hér er hun vist den første elev med brun hud og lang, sort fletning. Der er også nogle sorte huller i Marias barndom. Ikke mindst omkring moderens død. Det er der ikke blevet snakket så meget om. Nu arbejder Marias indiske far i London. Maria er 16 år. Blandt disse emner fylder Marias humørsvingninger godt op i Hanne Åxman Christensens debut. 'Marias dans' er en tyk og mættende roman, der meget fint kryber ind under huden på et pigebarn, der skifter mellem styrke og forvirring på ingen tid. På elleve linjer! Maria er fuld af selvransagelse, men hun er ikke rodløs. Hun var glad for at bo i den multietniske landsby Avedøre. Der havde hun status; men nu er hun forvirret over alle de nye signaler og koder på kostskolen, som skal knækkes. Maria danser mavedans om søndagen i onklens restaurant. Så lever hun. Forfatteren er selv skolelærer, og hun kender tydeligvis miljøet på sådan en døgnskole. Der er gode beskrivelser af forstokkede lærere og elevrådsarbejdet samt forelskelsens vej, når man bor i samme, store hus. Der er ikke mange fingre at sætte på sproget og handlingens gang. Dog er der noget støvet over selve fortælletonen. Den mangler intensitet og er mere lang i halmen end nødvendigt er. Begivenhederne udspiller sig før sidste årtusindskifte. Hvorfor det? Og om lærerne hedder det, at de »var blevet grebet og fascineret af Internettets mange muligheder«. Hanne Åxman Christensen moraliserer ikke en meter, selv om der er både stoffer, vold og seksuelle overgreb med i historien. Der er ingen anden rød tråd end Maria selv, som efterlades med kæreste, en rarere far og viden om, hvordan hendes mor døde. 'Marias dans' er en sympatisk, men duknakket debut.