Lis hedder en kvinde, og hun er ikke glad. Hendes nærmeste omgivelser irriterer hende grænseløst, Margrete, der altid ringer, Johannes, der altid kommer på besøg, når han er halvfuld, Elise, der er alt for optimistisk. Men så er der heldigvis en verden uden for de nærmestes. Der er tv og radio og aviser. Lis helmer ikke, før hun har fået alle dagens nyhedsudsendelser med. Samt aviserne og nettet. Dog har hun et særligt filter, der får alt, hvad hun modtager, til at ligne den udstråling, hun selv udsender. På tv er det især de sociale portrætter, Lis svælger i, hvad er min pligt, og navnlig hvad er min ret, alle vrissehovederne, der ikke kan få den erstatning, de har krav på, og den kærlighed, der er deres ret. En sjælden gang støder hun på sammenhold. For eksempel mellem patientens seks børn. De har ganske vist »aldrig kunnet tåle synet af hinanden«. Men nu har de »rottet sig sammen« om at holde ham indespærret på hospitalet. En af dem er advokat, og på den måde har de da fået et fælles indhold i tilværelsen.
Med tossekassen som livsindhold
Lyt til artiklen
