Det er hverdagens små detaljer - fra lyden af elkedlen, der slår fra, til hvordan der ser ud i et landskab, man passerer hver dag - der er det første, man lægger mærke til ved Hanne Ørstaviks prosa. Hun har en veludviklet sans for det nære, det der kun sjældent får sprog, men bare leves. Men bag det tilsyneladende almindelige forskyder perspektivet sig, detaljerne opsuger symbolske betydninger, og pludselig er man midt i en fortælling, der ikke bare handler om en tilfældig efterårsuge, 'Uge 43', men om identitet, forblændelse og ikke mindst: litteratur. Hovedpersonen Solveig er 33 år og litteraturlærer på en højskole (som i Norge er en højere uddannelsesinstitution), hvor hendes store idol, den lidt ældre Hilde, er afdelingsleder. Trods faglig perfektion er Solveig ikke en specielt sikker person. Hun har en mørk og uafklaret historie med sin mor bag sig, som aktualiseres hver gang hun kikker i postkassen efter tegn på, at moren har forsøgt at kontakte hende, og hun tror hele tiden, at andre opfatter hende som grim og beskidt.
Idealist på litteraturens vegne
Lyt til artiklen
