Linda Wolfsgruber fra Østrig (42 år) er en af de mest spændende, opfindsomme (og prisbelønnede) tegnere for børn i Europa lige nu. Men først med 'Ulv eller får?' får danske børn mulighed for at kigge med. Får får lam, men hvad får ulve? Historien starter en doven morgen, hvor ulven allerede har nået at lave adskillige ulykker, inden fåret pænt har spist sine cornflakes op. Sammen går de så ud i hverdagen og skaber henholdsvis kaos eller fred. Teksten er kort og består af en kommentar fra det modsatte dyr. Da fåret udnævner sig selv til Sankta Får, er ulven ved at brække sig. Hjemme igen venter mor med aftensmaden. Ulven kommer til sidst. Puha! Det var en dag! Og så kommer en slutning, der er så overraskende, at den ikke bør fortælles hér, hvor børn kan læse med, men overskriften antyder, hvad det drejer sig om. Hos Linda Wolfsgruber kommer udtrykket 'blandede teknikker' til sin ret. Hendes billedsprog er hentet i de gamle stik, figurerne er enfoldige, og farvelægningen er oftest i jordens farver. Hun tegner, ridser og maler, og mon ikke det er kørt igennem computeren bagefter. Som billedfortæller er Linda Wolfsgruber i slægt med Wolf Erlbruch (ham med lortebogen) deri, at deres billeder er mere gammeldags, end de fleste børn opdager. Hun er den lyseste af de to, men de har en hensigt og en alvor fælles. Hensigten med 'Ulv eller får?' er at sætte tingene på hovedet og på spidsen i skønne billeder. Der er ro i uroen og nyt i traditionen. Det er bestemt én af årets allerbedste billedbøger. Indtil videre.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























