Først og fremmest bør vi glæde os over det idealistiske forlag Fahrenheit, der igen gør det muligt at læse gode internationale voksentegneserier på dansk. Derefter kan vi glæde os over, at vi nu også stifter bekendtskab med den norske serieskaber Jason med en på mange måder fin bog. 'Jernvognen' er et svimlende psykodrama fra 1909 skrevet af norske Stein Riverton, der er et forfatterpseudonym for journalisten Sven Elvestad. Benni Bødker giver i et kort efterord god besked om romanforlægget og dets forfatter. Fortællingen handler om et mord begået på fortællerens rival i kampen om den skønne unge kvinde Hildes gunst. Fortælleren assisterer den tilkaldte detektiv i opklaringsarbejdet, der ved dannet list lader morderen afsløre sig selv. Plottet er fint, men alt for lige ud ad fjeldvejen. I de enkle tegningers tredjepersonperspektiv og det begrænsede persongalleri bliver det simpelthen for nemt at gætte. Jeg gjorde det i indledningen, og så var den spænding ligesom gået fløjten. Vægten i læsningen ligger så i stedet på det psykologiske spil, som er fint iscenesat af den 'unge' tegner (født 1965). Jason gør det i en dyrestil a la Art Spiegelman i 'Maus'. Og som i Harold Grays klassiske tegneserie 'Lille forældreløse Annie' er figurernes øjne uden pupiller. Det giver på den ene side en vis stiv udtryksløshed, men på den anden side understreger det dyrehovedernes karakter af masker, som man projicerer fortællingens følelsesmæssige, stigende indre spænding ind i. Der er altså med enkle midler skabt nogle fine persontegninger i bogen. Jason er et lovende bekendtskab.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























