Vi er i Stockholm, og midt i en vanlig svensk vinternat med højt til loftet til de nordiske stjerner i kulde og frost styrter en amerikansk journalist ned fra 14. etage på et kollegium. Øjensynligt et selvmord, thi den døde har efterladt et meget lyrisk og vemodigt afskedsbrev, om at leve mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Hvilket også er titlen på Leif GW Perssons meget lange krimi om skyld og straf, forbrydelse og opklaring i vort store naboland. Men selvmordet er mystisk og slipper ikke den konstituerede chef for Rigskriminalen, Lars Martin Johansson, der med denne begivenhed bevæger sig ind i en labyrint af latent kriminalitet, dobbeltspil og gustne hensigter. Uden at sige for meget involverer disse selveste statsministeren, som muligvis har en fortid som amerikansk spion. Kriminologen og professoren Persson og hans ekspertise er aktuel netop nu i forbindelse med det tragiske mord på den svenske udenrigsminister. Han kender sine kriminelle lus i den svenske skindpels, og han er en intelligent og skarp revser af de spegede forhold, som driver deres spil bag folkehjemmets facade af harmonisk idyl og nationalt sammenhold. For små tyve år siden blev han verdensberømt for sine politikrimier, bl.a. 'Manden fra Mallorca', som endog blev filmatiseret af selveste Bo Widerberg. Siden har det mest været skriverier om kriminologiske sager og så en bog om jagt sammen med vennen og kollegaen Jan Guillou.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























