»Nu kan der ikke ske mere«, lyder den første sætning i Juliane Preislers nye roman 'Dreng'. Det absolutte nulpunkt er indtrådt med ægtefællens død. Jeg-fortælleren deltager ikke i begravelsen, men bliver hjemme. Hun sænker sig ned i tabet og smerten og afvikler nærmest sig selv Hun besvarer ikke telefonopkald. Hun afviser den afdødes søster. Hun bevæger sig nødig uden for sine fire vægge og føler sig efterhånden som »ingen«. At forsvinde selv er motivet i denne lyriske roman, der undersøger, hvad der sker med et menneske, der vender sig bort fra enhver forbindelse med det almindelige dagligliv. Romanen opererer med en konsekvent gennemført teknik: Hver registrering af kvindens liv eller ikkeliv vides ud i et følgende afsnit indledt med »Hver dag«. Det omverdensliv, kvinden ikke deltager i, tilføres teksten af generaliserede overvejelser, der f.eks. kan lyde sådan: »Hver dag er der er nogen, der er ved at høre op, uden de ved det«, efterfulgt af refleksioner over livets skrøbelighed. Hver dag er der nogen, der forsøger at huske deres rutiner, håber, søger trøst osv., osv. Det er forhåbentlig fremgået, at vi er inde i en sort spiral. Teksten drejer og kværner os derned, hvor alle menneskers liv forekommer meningsløst, og hvor der derfor ikke længere er noget formål med at opretholde hverdagens rutiner. Det er faren ved sorgen.
At føle sig som ingen
Lyt til artiklen
