0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syndflodfoni

Ursula Andkjær Olsens anden digtsamling er et stort skridt fremad for en ambitiøs digter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Anmeldere kan tage fejl. Og anmeldere kan være uenige. Da Ursula Andkjær Olsens første digtsamling, 'Lulus sange og taler', udkom i 2000, spændte modtagelsen fra henført lovprisning på forsiden af Dagbladet Information til uforsonlig afvisning i Politiken.

De hårde ord her i avisen var mine. Jeg mente dengang, at Andkjær Olsens debut var studentikos, klodset og postuleret avantgardistisk. Nu har digteren så en ny bog på gaden, og eftersom jeg synes langt bedre om den, var det oplagt at tage den første bog - og min anmeldelse af den - op til fornyet overvejelse:

Jeg synes stadig ikke, det er nogen særlig god bog. Men jeg synes på den anden side, at jeg var for hård i min anmeldelse, fordi jeg fokuserede ensidigt på indvendingerne (som jeg sådan set stadig har) og ikke anerkendte den store ambition, der tydeligvis lå bag: Andkjær Olsen havde og har et projekt; hun vil virkelig noget med poesien. Det burde jeg have taget min fedtede anmelderhat af for, allerede dengang, og jeg burde have gjort mere ud af, hvad det er for et projekt.


Andkjær Olsens nye bog, 'Atlas over huller i verden', er i mine øjne langt mere vellykket. Og derfor bliver det tydeligere, hvad det er, denne digter vil. Hun vil først og fremmest den store, støjende symfoniske form, hvor mange temaer og motiver forvandles i et langt og komplekst forløb.

Hun vil en dialogisk, diskuterende og ofte selvmodsigende stil, der taler og taler rundt om et emne, frem for at sætte det på spidsen i en skarp formulering eller et fortættet billede.

Og hun vil et poetisk register, der spænder fra den hårdkogt filosofiske tanke til den ømme og sarte følelse, fra den oprigtigt anfægtede alvor til det uforpligtende småpjatteri. Det er, som jeg læser det, ambitionen. Og den opfyldes langt hen ad vejen.

'Atlas over huller i verden' tegner et billede af en yderst kompleks virkelighed med mange sammenflettede planer: det eksistentielle (kærligheden osv.), det helt aktuelt politiske (Bush osv.), det religiøse, mytiske (syndfloden osv.). Osv. i det hele taget: Den handler om stort set alt.


Når jeg beskriver bogen som en symfoni, trækker jeg på dens egen selvforståelse: Den musikkyndige digter reflekterer f.eks. over, at der i symfonien både er harmoniske og disharmoniske elementer.

I sin første bog abonnerede Andkjær Olsen temmelig naivt på en række gammelmodernistiske dogmer om uautentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. I den nye bog modificeres disse dogmer.

Det antydes allerede af titlen: Det er et 'atlas', altså et forsøg på en total kortlægning, men et atlas 'over huller i verden', altså en kortlægning af det ikkeeksisterende, det uudsigelige, uforståelige, umulige (fortsæt selv rækken af u-ord).

Verden tænkes ikke længere som altid og i alle henseender usammenhængende, og jeget er heller ikke nødvendigvis opløst; harmoni og disharmoni sameksisterer.


Det med det ikke helt så opløste jeg fremgår konkret af stilen: Andkjær Olsen bruger nu et mere samlet (men stadig sammensat) jeg - hvor jeget i debutbogen demonstrativt og postulatorisk var spaltet ud i en række rollejeger.

Det, at det er et 'autentisk' og gennem alle forvandlinger mere eller mindre identisk jeg, der taler, giver en vis ro i den kaotisk-symfoniske syndflod af ord. Tonen er desuden blevet mindre skinger, mere præcis og mere elegant; der er blevet skruet ned for det tunge begrebsapparat, for den kedelige metasnak og namedroppingen, og lidt op for billeddannelserne.

Indvendinger, kort: Der er passager af intetsigende tomgang og frugtesløst ordspilleri, og de filosofiske og politiske niveauer håndteres, som jeg ser det, stadig på en lidt for 'kritisk-avantgardistisk korrekt' måde.

Men det er min oplevelse, at Andkjær Olsen er blevet væsentligt bedre: Mere personlig, mere sig selv. Enten synger hun sin støjende symfoni mere klart i den nye bog, eller også er jeg blevet bedre til at høre den. Under alle omstændigheder klinger og skurrer en herligt ambitiøs og original digterstemme nu i mine ører.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu