Anmeldere kan tage fejl. Og anmeldere kan være uenige. Da Ursula Andkjær Olsens første digtsamling, 'Lulus sange og taler', udkom i 2000, spændte modtagelsen fra henført lovprisning på forsiden af Dagbladet Information til uforsonlig afvisning i Politiken. De hårde ord her i avisen var mine. Jeg mente dengang, at Andkjær Olsens debut var studentikos, klodset og postuleret avantgardistisk. Nu har digteren så en ny bog på gaden, og eftersom jeg synes langt bedre om den, var det oplagt at tage den første bog - og min anmeldelse af den - op til fornyet overvejelse: Jeg synes stadig ikke, det er nogen særlig god bog. Men jeg synes på den anden side, at jeg var for hård i min anmeldelse, fordi jeg fokuserede ensidigt på indvendingerne (som jeg sådan set stadig har) og ikke anerkendte den store ambition, der tydeligvis lå bag: Andkjær Olsen havde og har et projekt; hun vil virkelig noget med poesien. Det burde jeg have taget min fedtede anmelderhat af for, allerede dengang, og jeg burde have gjort mere ud af, hvad det er for et projekt.
Syndflodfoni
Lyt til artiklen
