Den tynde hvide bogs omslag bærer brudstykker af et billede, der antyder en eller anden erotisk aktivitet foran gule mursten. Det er sådan set meget godt dækkende for de godt tredive små tekststykker, Thomas Hvid Kromann udsender som sin fjerde bog med titlen 'Stævnemøder på Place Blanche'. For dels er der masser af gule mursten i den 'langt ude' danske provins (reel som opdigtet), forfatteren frekventerer, dels får vi ikke andet end brudstykker af sprogets rablende, pjattede eller sågar hermetiske omgang med danske og eksotiske miljøer. De svinger mellem det legende, det farlige og det decideret deprimerende. Men fordi teksterne er så korte, og fordi de så ofte overgiver sig til legesygen og de lette ordspil, bliver de ikke til så meget andet end bordbomber, der underholder et kort øjeblik og allerede ved anden læsning mattes mærkbart. Det er lidt ærgerligt, for med større udholdenhed og krav til sig selv og teksten kunne Thomas Hvid Kromann sandsynligvis levere et sammenhængende værk, der kunne rokke ved det syn på verden, der sjældent udfordres i den unge danske litteratur.
Imploderende bordbomber
Lyt til artiklen
