Der er ingen gorillaer i Anthony Brownes nye billedbog. Tegneren er ellers verdensberømt for sine menneskeaber. I 'Tegnelegen' er det en far, som er aben. Anthony Browne har et godt øje til de primitive, pølsespisende og selvovervurderende bodegatyper. Især når de er fædre. I den mesterlige 'Zoo' kom han med den sorte version. I den nye er aben god nok. Dén dag mor får lov at bestemme, skal familien på museum. Familien består af 'mig', en storebror, en meget stor far og en lille, splejset mor. De er typisk engelsk middelklasse med smagløs påklædning, kedelige frisurer og dårlig holdning. Anthony Browne balancerer på kanten til det nedladende, men formår alligevel - eller måske derfor - at give dem et liv. Det er ikke en glad familie, der tager på Tate. De er tegnet med en afgrund af tristhed. Anthony Browne viser selv rundt på museet. Efterhånden stiger interessen hos familien. De begynder at se på billederne og forholde sig til dem. Her er John Martins eksplosive farver, og lige ved siden af har en ældre mester malet en helt nutidig skilsmissesituation. Det kigger de lidt på. »Får det jer til at tænke på en bestemt familie? spurgte mor og smilede«. Fars humør stiger også, da han får en løve til at hoppe ud af sit billede. Det er en 'amused' og tapper lille familie, der går hjem igen langs med Themsen. Børnene balancerer på stenkanten, far og mor går tæt. Måske er far ved at fortælle endnu én af sine irriterende, vandede vittigheder. Sådan er han. Det er nu hans måde, når han skal slå sig for brystet. Anthony Brownes stil ændrer sig ikke. Han har rendyrket en form for fotorealistisk surrealisme. Tegningerne er tilsyneladende så enkle og rene, men de er til at gå på opdagelse i - og de forandrer sig også hele tiden! Det er hans kunst. Og hertil hører altså denne undertone af sorg, som godt kan virke lidt deprimerende. Selv om 'Tegnelegen' ender i dur, er det ikke nogen glad bog. Men den er dyb som en brønd. Anthony Browne har lavet billeder, man aldrig glemmer. Der er også et par stykker i denne bog.