'It's just one song', som Neil Young siger. Fantasy har det på samme måde, og da den skrives i en verden uden nævneværdig kønsdrift, er det ikke 'It's All About Love', men simpelt godt og ondt, der er på spil. Ret og vrang. Helt i pagt med tiden er det musik og levende billeder, der dukker op på den indre associationsskærm ved læsningen af Clive Barkers 'Abarat'. En moppedreng af en bog, der skal følges af endnu tre mopper. Det er ikke landadelig, engelsk barnekammeridyl mere. Nu må vi se at få det lært! Og helt efter drejebogen, er Clive Barkers manuskript efter hård kamp og et astronomisk beløb gået til Walt Disney-koncernen, der vil filmatisere den om to år. Vi får se! For der er noget uldent ved alle de påståede filmatiseringer. De kommer aldrig op i min biograf. Der er ikke noget uldent ved Chickentown i Minnesota. Den er Dogville light, men alligevel for meget for pigen Cindy, der - kort fortalt - forlader skolen og i løbet af no time bliver opslugt af det hav, der bølger ind over prærien. En effektfuld exit til et land, der hedder Abarat og består af vand og en mængde småøer. Cindy er på en mission, der er fuld af action og fører hende ud i det ene mere hæsblæsende stunt efter det andet. Det bliver aldrig rigtigt farligt, og indtil videre er der enkelte forsonende træk ved skidtknægtene. Så ganske langsomt udrulles det fantastiske landskab med skabningers mangfoldighed. Selve hovedplottet er end ikke strejfet endnu - andet end hvad læseren selv kan gætte sig til - og det er måske den alvorligste anke mod en moderne fantasybog, der spinder som en velsmurt kattekilling og alligevel ikke berører de indre afgrunde. Glat og flot udenpå. Mat og lidt ligegyldig indeni. Der er en rap dialog, humor og raske bemærkninger. Sproget virker spændstigt i oversættelsen. Nogle scener er ganske simpelt godt fundet på. Især én, hvor et kortspillende selskab sidder i en bølgedal om et bord (og snyder). Forfatteren har illustreret sin bog med rigtigt mange farvebilleder i en indædt surrealisme. Det er mere kunst, end det er for børn. Som bekendt blev den første Narniabog af C.S. Lewis heller ikke godt modtaget. (Gad vidst hvad man selv ville have skrevet ...!) Fantasy har sine egne regler for udbredelse. Men det gode vinder altid.