Karen Fastrup, født 1967, der for et par år siden fik gode anmeldelser for sin debut 'Brønden', har kaldt sin nye roman 'Mine syvogtyve sansers elskede'. Det er på godt og ondt en meget dækkende titel for romanen, der især handler om et trekantsdrama i ørkenen. Sanseligheden fejres nemlig i denne såre traditionelle og indimellem lidt opstyltede collage fra det kulturelle arkiv. (Er der mon tale om en pastiche, der går min næse forbi?) Blandt dem, forfatteren vedkender sig sin gæld til, er Thorkild Hansen ('En kvinde ved en flod') og Tage Skou-Hansen ('De nøgne træer'). Både Paul Bowles og Kristian Levring kunne også have været nævnt. Romanen er bygget op omkring tre tidspunkter: 1) 1996, hvor en søn af lægen Anna og arkæologen Clemens er taget til Egypten for at finde de gamle, der er forsvundet fra deres hjem. 2) Anden Verdenskrig, hvor Viborgdrengen Clemens har et kærlighedsforhold til sin tysklærerinde, der imidlertid på mest vulgære vis svigter ham, hvilket får ham til dels at gå ind i modstandsbevægelsen (det er her, 'De nøgne træer' kommer ind i billedet), dels blive arkæolog - for sten er evige og i modsætning til så meget andet ikke underlagt smerte og had. 3) Sahara i 1958, hvor Clemens med to andre mænd og sin narcissistiske og flirtende kone Anna (som bortset fra udseendet er udtalt feminin efter den tids normer) skal kortlægge og tidsfæste ørkensedimenterne øst for Gilf el Kebir. »Anna nød at være den eneste kvinde her. Den eneste blandt tre mænd i ødemarken. Og hun kunne allerede fornemme, hvilket kraftcenter hun udgjorde«.