Måske det ikke er helt tilfældigt, at Grete Roulunds gyser 'Baga Road' kommer netop i dag, to år efter terrorangrebet i New York? For i romanen sammenvæves to plotlinjer, hvoraf i det mindste den ene indirekte er relateret til krig og terrorisme. I første omgang er romanen fortællingen om den unge, succesrige dramatiker Bellas tur til Goa i Indien for at skrive et nyt stykke, en tur, der involverer hende i en speget trekant med to mænd, diamanthandleren Cavagnoud og plastikkirurgen Fleur. I anden ombæring er romanen imidlertid også den glimtvise beretning om en bagvedliggende konflikt mellem Indien og Pakistan, en konflikt, der muligvis ytrer sig ved en række pludselige, mystiske og epidemiske dødsfald i Goa og omegn. Frygten for brug af biologiske våben introduceres dermed i romanen, men altid kun som et diskret bagtæppe for trekantsdramaet, der står i centrum. Eller rettere: firkantsdramaet, for den fjerde part er den underskønne og ramsaltede sangerinde Amália. Amália er ikke alene underskøn og en vidunderlig fortolker af Lorcas digte, hun er også død, men hun rumsterer i allerhøjeste grad som spøgelse hos de to mænd, Cavagnoud og Fleur, der begge elskede hende intenst, mens hun var i live. Scenen er således sat for et spil, som Bella næsten kun kan tabe. Bella er ung og relativt naiv og uerfaren, de to mænd er langt mere vidende og kyniske og hver på deres måde besat af den afdøde kvinde. Og dog. For min vigtigste anke mod Roulunds roman er subjektiv og urimelig: Jeg synes, Bella virker som en underligt ucharmerende, kold fisk. Og den aura smitter af på romanens hele sceneri. Der kommer til at være et mærkeligt uforløst og halvtomt præg over store dele af romanens portræt af det perverse og hårde minisamfund, Goa også er.