0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En skidt roman

Bent Vinn Nielsen har udgivet en bagatel, der bringer gensyn med landsbyen Lustrup. Romanen er mest for husarer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Franca var ikke en dame, der skulle kneppes i havn hver aften for at kunne sove. Men hun var en røverjomfru ligesom Benca, Lenca og Penca. Og som sådan var hun overordentlig smuk - mørkt krøllet hår, brune øjne og lige næse - og udstyret med en uudslukkelig sextørst. Men Franca bestemte selv, hvornår hun skulle puttes.

Det myldrer med mytologiske skikkelser i Bent Vinn Nielsens hjemstavnsroman fra 1960'ernes og 70'ernes Vendsyssel: De fire nymfer, røverjomfruerne, der kom fra Ørnedalen, drengen, der forsvandt i byens labyrint, den ekstremt fede kapitalist med det feminine efternavn Hans Henrik Bodilsen, og forfatteren med det enormt store lem, der fik kvinderne til at hvine.

Sidstnævnte er en helt igennem usympatisk mand, der i 1970'erne var ræverød og i dag lever af at bekende sin fortids synder som kommentator på Weekendavisen - dengang som nu helt uden overbevisning, men alene med den bagtanke at få flest mulig kvinder i kanen.


Joew, som de ofte siger på dialekt i bogen. Der sker ordentlig noget og så slet ingenting. Bogen er skrevet som et væv af små historier omkring nogle centrale steder: Forsamlingshuset, Brugsen, Ørnedalen og ledvogterhuset på Lustrup Enge.

Det hele, som trods rigelig sex og død altså ikke er så meget, foregår på Lustrup-egnen. Det er den fiktive landsby nord for Aalborg, der minder om Bent Vinn Nielsens egen fødeby Sulsted, og som trofaste læsere kender fra en af hans bedste romaner, den fænomenale 'Rejsens mål' (1995).

I 'Labyrintbyen' får vi optegnet Lustrup i flere detaljer og uddybet dens mytologi, men personerne er flade som aldrig før i forfatterskabet. De er blot og bart brikker i Bent Vinn Nielsens eksperiment med en roman uden central handling og hovedpersoner.


Og eksperimentet udvides med gule indstik, der skal ligne lokalhistoriske optegnelser, men som fortsætter fortællestemmen fra de hvide sider.

Fortælleren minder en del om ham fra debuten fra 1978 'Arbejdssky' (der igen minder en del om Bent Vinn Nielsen), men i 'Labyrintbyen' træder han aldrig i karakter, af og til popper han op, men for det meste er han tilbagetrukket og alvidende, f.eks. om hvad Bodilsens afdøde forældre tænker, når de ligger i graven og håber, at deres fede unge ikke vil brase igennem kirkegårdsjorden og kvase deres knogler.

Bogen svinger ubeslutsomt mellem skæbnefortælling og kulturpolitisk satire. Bent Vinn Nielsen danser omkring hovedstolen, men halvhjertet og med et fjoget smil. Han gider ikke en gang at løfte fødderne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.