»Her sidder Mille«. Sådan begynder Annika Thor sin historie om den første kærlighed. Og hun fortsætter den ordknappe stil. I løbet af få linjer bliver de vigtigste brikker lagt. Det finder sted i 3. klasse. Det er februar. Mille er 9 år. »Og der sidder Viktor«. Bogen hedder 'Rødt hjerte blå sommerfugl', og sådan er også rækkefølgen. Først putter Mille - stærkt opildnet af sin dominerende veninde Ursula - et rødt hjerte i Viktors taske. Et par jordskælv senere kommer Viktor til at forære et af mors smykker til Mille. Der er en scene som taget ud af 'Les Miserables', hvor Viktors mor skal svare på, om hun selv har givet ham smykket, og hun smiler til sin søn, mens hun siger, at det har hun. Kærlighed kan være smitsom. Børnenes kærlige samvær beskrives i korte glimt og sætninger. Der er intet overflødigt. Især da ikke Viktors kanin Hopas' sygdom. Et stort drama, der udspiller sig sideløbende med de første, bløde kys. Veninden Ursula går anderledes hårdhændet frem og er allerede i gang med den næste. Viktor og Mille har noget sammen, der kan vare længere. Foreløbig fra februar til august. Annika Thor fortæller så sommerfuglelet om børn, der leger kærlighed, til bordet fanger. Hun er aldrig nedladende. Og hun overlader det for det meste til læseren selv at konkludere. Hele bogens magi ligger i sproget, imellem linjerne og i alt det, der ikke står noget om. Dette er ikke en bog om 'kærlighedens slagmark' (Coetzee), men om 'kærlighedens puderum' (på fritteren). Det er lige alvorligt.