Fay Weldon er den forfatterinde, man med et lettelsens suk tager under armen og går tidligt hjem i seng med. Underholdende? Ja, i hvert fald. Er man for fin til Alt for Damerne, er Fay Weldon netop den veldoserede engelske kop aftente, hun fås uden recept, hun læses uden repressalier. Uha, hvor er vi da enige! Enige i hvad? Først og fremmest i Fay Weldons hovedsynspunkt, som er, at mænd er noget umoralsk skidt. Budskabet har været varieret i årenes løb og får næppe nogensinde igen det skråsikre, rablende vanvittige og morsomme furioso, som hendes første succesroman, 'En hundjævels bekendelser' demonstrerede. Da var hun vred! Nu er hun forsonet, uden at der dog ligefrem optræder velbegavede, velbeslåede, velopdragne eller veludrustede mænd i novellerne. De gode mænd kommer ind til sidst, som båret af en deus ex machina, og de er enten tykmavede eller kunstnere eller særlinge - ikke rigmænd, ikke engang nødvendigvis potente. De andre mænd - og det er jo først og fremmest eksægtemanden - var alt for potente og alt for troløse. »Max lod sig skille fra mig, og ægtepagten blev ophævet... han sparede sig selv for flere millioner og fortsatte med sin femte trofæ-hustru... sikke en opportunist den mand var...«, eller fra en anden novelle - en repetition af Francoise Sagans 'Bonjour tristesse' om vinterpigen Jennifer, der jages på flugt af en solforbrænding - »om morgenen kørte han hende ud til lufthavnen i tavshed og kom tilbage og sluttede sig til mig på stranden. Han sagde ikke ret meget til mig ud over: »Jeg priser mig lykkelig««. Okay så med den mand - indtil videre. Nyt ægteskab er det værste - medmindre det er kvinden, som gifter sig igen.