0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moraler til sygesengen

Løst og fast i novelleform fra Fay Weldon, der stadig synes, mænd er noget umoralsk skidt, men som dog har forsonet sig med dem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fay Weldon er den forfatterinde, man med et lettelsens suk tager under armen og går tidligt hjem i seng med.

Underholdende? Ja, i hvert fald. Er man for fin til Alt for Damerne, er Fay Weldon netop den veldoserede engelske kop aftente, hun fås uden recept, hun læses uden repressalier. Uha, hvor er vi da enige!

Enige i hvad? Først og fremmest i Fay Weldons hovedsynspunkt, som er, at mænd er noget umoralsk skidt. Budskabet har været varieret i årenes løb og får næppe nogensinde igen det skråsikre, rablende vanvittige og morsomme furioso, som hendes første succesroman, 'En hundjævels bekendelser' demonstrerede. Da var hun vred!

Nu er hun forsonet, uden at der dog ligefrem optræder velbegavede, velbeslåede, velopdragne eller veludrustede mænd i novellerne. De gode mænd kommer ind til sidst, som båret af en deus ex machina, og de er enten tykmavede eller kunstnere eller særlinge - ikke rigmænd, ikke engang nødvendigvis potente.

De andre mænd - og det er jo først og fremmest eksægtemanden - var alt for potente og alt for troløse. »Max lod sig skille fra mig, og ægtepagten blev ophævet... han sparede sig selv for flere millioner og fortsatte med sin femte trofæ-hustru... sikke en opportunist den mand var...«, eller fra en anden novelle - en repetition af Francoise Sagans 'Bonjour tristesse' om vinterpigen Jennifer, der jages på flugt af en solforbrænding - »om morgenen kørte han hende ud til lufthavnen i tavshed og kom tilbage og sluttede sig til mig på stranden. Han sagde ikke ret meget til mig ud over: »Jeg priser mig lykkelig««. Okay så med den mand - indtil videre. Nyt ægteskab er det værste - medmindre det er kvinden, som gifter sig igen.


Fay Weldon er tilhænger af den aktive, selvpromoverende kvinde, som til sidst har fundet sig i for meget, og som derfor gør oprør. Kvinder, der stryger sengetøj og køber antikviteter, går det ikke godt. Enten skrider de, eller de lider en grusom død.

Måske er den bedste af novellerne den allerførste, 'Øjne i mørket', for den rummer i hvert fald en portion selvironi. Her er Fay Weldon blevet til den nye ægtefælle Jane, der rykker ind i huset efter den perfekte Chloe, som har efterladt sit linned - og et lille fint klokkeværk bag linnedskabet, et klokkeværk, som en dag ringer foruroligende brat. Måske vil Chloe advare hende mod sovepiller og for tidlig alderdom. Måske vil Jane også en dag forlade manden, selv om manden er høflig nok. Måske vil hun tage sit sengetøj med sig.

»Mit er tynd nylon, let at vaske, dryptørrer, strygefrit, praktisk - billigt,« konkluderer Fay Weldon. Det er dét ord billigt, som giver novellen kvalitet i form af tvivlens lille nådegave.


Findes det onde? De onde findes i hvert fald. Det er ikke samfundets, det er menneskets skyld. Når Fay Weldon er morsomst, påtager hun sig selv en del af ondskaben, forstørrer den op fra den moderigtige ondskabsfuldhed til fuldgyldig, skæbnesvanger ondskab. Hævnen er sød. Og den ligger godt i kvindehånd. Nye unge kvinder har flade maver, og de har ingen børn. Hævnen kommer!

De rigtige mennesker er næsten dyr. Og somme tider kan det betale sig at satse på dyrene - som Elaine, der en aften siger stop og bliver hos sin drægtige kat og de små vilde jordbær, »og vi klarede os ganske rigtig fint... men jeg savner hende virkelig. Jeg kan ikke spise vilde jordbær uden at græde. De er heldigvis ret sjældne nu om dage«, slutter Fay Weldon lidt mat, hvor hun plejer at affyre en triumferende slutpointe.

Oversættelsen flyder lidt. Alison og hendes mand kan ikke få børn, men »har gjort haver til deres børn«. Hedder det det? »Det var, hvad han sagde, at han elskede ved hende...« hedder det nu også det? »Den aften havde de det mest forrygende skænderi, der vækkede flere gæster i hytterne og omfattede, at hun skreg en masse...« Man genkender den engelske tekst, men det er ikke ensbetydende med, at det er blevet til godt dansk.

Nu har jeg været sur nok. Så køb da for pokker den Fay Weldon - men vent ingen overraskelser.

Politiken.dk i