Når man åbner Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling, vælder lyset ud af bogen: På side 16-17 er der f.eks. både »lysbrydninger«, »silkeskraveringer«, »katedralskæret«, »det hullede lys«, »silende guldokker«, »sabelblå dørglimt«, »en strålende vifte« og »det spættede mineralsk ulmende skin/ isprængt de mørke dammes glimten«. Efter sådan en omgang går i hvert fald jeg helt i sort; det eneste lys, der er tilbage, er en advarselslampe der blinker 'OVERLOAD, OVERLOAD'. Man fornemmer nok, at der ikke kun er tale om konkret, fysisk lys: Det er også - og nok især - et metafysisk lys, en åndelig forklarelse. Det er naturligvis et legitimt fænomen at beskæftige sig med, også i poesi, men hos Gustava virker det efter min mening for programmatisk: Han forcerer de ophøjede øjeblikke frem i et overforbrug af ædle materialer som silke og elfenben og storslåede fænomener som katedraler og diverse naturscenarier. Er det mere trivielle situationer, der beskrives, forskyder det ophøjede og ædle sig til sproget, hvor der så er et overforbrug af (ud)søgte gloser som »passacaglia« og »aeroplan« (et helt læs af lækre farveadjektiver slipper man heller ikke for).
Yverhvid flødemarmor
Lyt til artiklen
