Lille Robin er en dejlig dreng på ni år, sin strenge bedstemors øjesten og hele familiens lyspunkt, indtil den dag Robin bliver fundet stranguleret i havens tupelotræ. Måske er der sket en forbrydelse, og måske er Robin slet ikke blevet kvalt oppe i træet, men nede på jorden, før morderen klyngede ham op efter en pludselig indskydelse. Optakten er et brusende erindringsstykke til Robin, en længselsfuld hilsen, hvor alle familiens stemmer og gøremål løfter sig som et bejlende kor. Selv om tragedien er på hastig fremmarch, er der et næsten svimlende velvære: »En uvejrsagtig, strålende forårsaften; lave udviskede skyer og gyldent lys, med mælkebøtter og løgblomster glitrende på plænen«. 'Den lille ven' er usædvanlig velskrevet. Familiens større kreds kan hele tiden mærkes, samtidig med at fokus snævrer sig ind om den lille, dominerende Harriet. Hun er knap et år, da hendes storebror dør (og er på det tidspunkt en dyster, kraftig baby); tolv år senere helmer hun ikke, som om hele familiens sørgmodige længsel især har samlet sig i hendes krop. Både moren og storesøsteren er havnet i veghed og holder sig på to-tre skridts afstand af livet, mens faren næsten totalt er droppet ud af familien. Harriet er alt for ærlig og upopulær blandt sine kammerater. Hun interesserer sig for dinosaurer, fordi de ikke længere findes. Hun diskuterer med sin bedstemor. Hun kan ikke forstå, hvordan man kan vide, hvordan de virkelig så ud: »Fordi man har fundet deres knogler«. »Men hvis jeg fandt dine knogler, Edie, ville jeg ikke vide hvordan du så ud«. Harriet er på flere måder et enerverende, kundskabssøgende barn.