Camilla kysser

Lyt til artiklen

Lone Diana Jørgensen smutter lige ind under huden på Camilla. Pigen er 13 år, og det er svært ikke at synes, hun er lidt irriterende. Men forfatteren rapporterer loyalt om, hvad hun ser og hører. Det kan man - alt efter temperament - kalde et gys af et inside-kig eller endnu en poptøsebog. Selv fortæller Lone Diana Jørgensen i et nøgternt, registrerende og lidt husmoderligt sprog. Hun forholder sig ikke så meget til 'Camillas kvababbelser' - som dette tredje bind i serien hedder - men refererer med hud og hår fra kærlighedens første forpostfægtninger. Camilla er nået dertil, hvor hun kan skelne en god kysser fra Carsten, der kysser for vådt. Derfor må hun slå op med ham, og tilmed kommer den sære mistanke om mors sidespring. Mor er ellers god til pletter. Camilla er helt venindeløs, og hun skal også finde ud af, om hun vil konfirmeres eller ej. Puha. Og så brækkede hun sig til Katrines fest. Hun har heller ingen mobiltelefon. Surt. Men Camilla har gode stjerner (hun er løve). Historien er lidt lang i halmen, fordi der bliver snakket hele tiden. Der er ingen tilløb til at holde pigen ud i kritisk og strakt arm og kigge på hende et stilfærdigt øjeblik. Derfor bliver Camilla farveløs ligesom klumperne i den isvaffel, hun altid vælger - jordbær, cappuccino og vanilje. Mon ikke Camilla bliver konfirmeret? Mon ikke Mikkel med knallerten bliver den nye sheik? Mon ikke Lone Diana Jørgensen har meget mere at fortælle? Og mon ikke tøserne vil kunne lide denne bog? Og mon så ikke en ældre anmelder, der selv privat har oplevet to skrækindjagende eksempler på Camillas tilstand, skulle stikke piben ind? Og blot nøjes med at konstatere, at her er den altså: 'Camillas kvababbelser'! En ungdomsbog for begyndere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her