0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afrohygge

Damedetektiven i Botswana er et fortryllende bekendtskab.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først tænkte jeg: Er det her ikke lovlig infantilt og idylliserende? Opdateret Lille Sorte Sambo? Kardemommeby rykket til Afrika? Og er det ikke patroniserende over for Botswanas indbyggere at skildre dem og deres problemstillinger i noget, der ligner Hakkebakkeskovens sprog og moralkodeks?

Disse beskyldninger mener jeg stadig, den skotske juraprofessor Alexander McCall Smiths bestsellerserie om 'Damernes Detektivbureau Nr. 1' vil være sårbar over for.

Men ellers må jeg indrømme, at mod midten af det første af de foreløbig to bind var jeg ved at overgive mig til charmen i figurerne, den kærlige overbærenhed og de enkle leveregler (nøjagtig ligesom hos Thorbjørn Egner), og inden jeg gik i gang med andet bind, 'Giraffens tårer', var jeg indfanget og nærmest ukritisk.

Hvad siger det om en moderne voksen læser, at hun og millioner af andre falder for et overskueligt, eksotisk univers med enkle leveregler og dyr (her erstattet med negre), der opfører sig sympatisk genkendeligt - europæisk? Er den læsende verden blevet nivelleret ned til en infantil fællesnævner? Flygter vi fra den ubærlige virkelighed, vi selv har skabt?

Eller er der et dybt almenmenneskeligt budskab gemt i det hyggenyggede, og er det således uproblematisk at råhygge sig med 'Damernes detektivbureau' og læse passager op for kæresten? Jeg håber - og hælder til - det sidste, og selv en smagsdommer som jeg ville være et skarn, hvis jeg nu spillede blasert.


'Damernes Detektivbureau Nr. 1' handler om Precious, kaldet Mma, Ramotswe: en intelligent, selvbevidst og patriotisk kvinde i trediverne - meget tyk, med hvad hun selv stolt kalder en traditionel figur. Hun arver sin højt elskede og omsorgsfulde fars surt sammensparede kvæghjord, som hun med god hjælp får solgt fordelagtigt.

For pengene etablerer hun et detektivbureau, bestående af hende selv og en sekretær i et lokale, der til sekretærens irritation også tripper høns rundt i. Skildringen af faderens umenneskelige minearbejderliv i Sydafrika er bogens mest alvorlige, sammen med en episode om en dreng, der kidnappes af en heksedoktor. (Men senere findes og reddes af Mma Ramotswe).

Fortællingen i begge bind veksler regelmæssigt, men smidigt, mellem beskrivelser af Mma Ramotswes privatliv og hendes opklaringsarbejde. Privat er hun først ene og derfor glad og uafhængig i sit hus på Zebra Drive i hovedstaden, Gaborone, siden lykkeligt erobret af en hjertensgod og bundhæderlig, men alligevel velstillet midaldrende mekaniker.

I en kostelig seance køber han - på diskret, men uafviselig opfordring - en diamantring til hende i en butik, der hedder Dommedag. Først præsenterer han sig selv og sin forlovede og får dette svar: »»De er en meget heldig mand«, sagde smykkehandleren. »Det er ikke enhver mand, som kan finde sådan en glad og tyk kvinde at gifte sig med. Der er mange tynde og skrappe kvinder nu om dage««.

Gennem Mma Ramotswes forskellige, ofte moralsk udfordrende sager - et typisk dilemma er: gavner sandheden? - giver forfatteren os indblik i Botswanas kultur, historie, sociale liv og problemer. Problemerne er dog alle af en art, som Mma Ramotswe enten kan løse eller med sindsro lade ligge. Det er det, der er både charmen og problemet ved 'Damernes Detektivbureau Nr. 1' og 'Giraffens tårer' som voksenlitteratur.


Alexander McCall Smith er født i det nuværende Zimbabwe og har undervist ved universitetet i Botswana, så han er næppe naiv. Men i hans bøgers univers er de korrupte flove og modtagelige for mild afpresning, den spinkle retssikkerhed erstattes af u-voldelig selvtægt, fattigdom kommer alle ud af ved hårdt arbejde og opsparing, og aids findes ganske vist, men kun perifert, især som årsag til de mange forældreløse børn, som dog heldigvis er på gode børnehjem og i denne bog får ideelle adoptivforældre.

Botswana er vistnok også et land det går forholdsvis godt for, der er voksende velfærd, politisk frihed og kun få analfabeter. Og al skønlitteratur om Afrika behøver vel heller ikke at være illusionsløs. Desuden opdagede jeg efter læsningen, at jeg faktisk havde fået noget at vide om Botswana. Nu er landet og dets Kalahariørken et interessant sted på landkortet for mig, og det er da ikke noget ringe udbytte af, hvad jeg i mangel af et dækkende dansk udtryk vil kalde en feelgood-bog.

I begyndelsen var det næsten for meget af det gode: Forholdet mellem kønnene behandles af denne mandlige forfatter med et ironisk mandesyn, der ligner visse ældre kvinders femirevanchisme. (Det er nok bare feminismen, der har sejret sig ihjel - på papiret, når mændene overhaler os indenom). Men så blev emnet mere nuanceret, og over det hele ligger denne mildhed og overbærenhed med verdens og vores alle sammens dårskab, som virker så opløftende og minder om de sande værdier i livet.

Et af bogens filosoferende steder - Mma Ramotswe har en tendens til at filosofere, indrømmer forfatteren - siges det da også i forbindelse med tilgivelse af fortidens synder: »Det var den rette afrikanske optræden, den tradition, som lå nærmest på Afrikas inderste hjerte. Vi er alle sammen børn af Afrika, og ingen af os er bedre eller vigtigere end andre. Det er, hvad Afrika kunne fortælle verden - minde verden om, hvad det er at være menneske«.

Begge bind oser af humorfyldt kærlighed til Afrika og stolthed over Botswana, og de er kongenialt oversat af Merete Ries, forlæggeren, der efter tabet af sit livsværk Rosinante nu begynder forfra. Filminstruktøren Anthony Minghella ('Den engelske patient') er også blevet fortryllet og filmatiserer nu serien om Precious Ramotswe, som efter sigende er blevet kult i den engelsktalende verden.