Først tænkte jeg: Er det her ikke lovlig infantilt og idylliserende? Opdateret Lille Sorte Sambo? Kardemommeby rykket til Afrika? Og er det ikke patroniserende over for Botswanas indbyggere at skildre dem og deres problemstillinger i noget, der ligner Hakkebakkeskovens sprog og moralkodeks? Disse beskyldninger mener jeg stadig, den skotske juraprofessor Alexander McCall Smiths bestsellerserie om 'Damernes Detektivbureau Nr. 1' vil være sårbar over for. Men ellers må jeg indrømme, at mod midten af det første af de foreløbig to bind var jeg ved at overgive mig til charmen i figurerne, den kærlige overbærenhed og de enkle leveregler (nøjagtig ligesom hos Thorbjørn Egner), og inden jeg gik i gang med andet bind, 'Giraffens tårer', var jeg indfanget og nærmest ukritisk. Hvad siger det om en moderne voksen læser, at hun og millioner af andre falder for et overskueligt, eksotisk univers med enkle leveregler og dyr (her erstattet med negre), der opfører sig sympatisk genkendeligt - europæisk? Er den læsende verden blevet nivelleret ned til en infantil fællesnævner? Flygter vi fra den ubærlige virkelighed, vi selv har skabt? Eller er der et dybt almenmenneskeligt budskab gemt i det hyggenyggede, og er det således uproblematisk at råhygge sig med 'Damernes detektivbureau' og læse passager op for kæresten? Jeg håber - og hælder til - det sidste, og selv en smagsdommer som jeg ville være et skarn, hvis jeg nu spillede blasert.
Afrohygge
Lyt til artiklen
