Af og til har jeg beklaget mig over digtere, som synes at skrive sådan lidt for sjov: let, koket - og helt ligegyldigt. Jeg har efterlyst stræben, ambition ... Og så får jeg pludselig i pose og sæk! Eller i hvert fald i pose: Den seneste udgivelse fra Forlaget Basilisk består af seksten løsark i formatet 21x42 cm, anbragt i en gennemsigtig plasticpose. Hvert ark er foldet på midten og dermed kvadratisk, og så er det forsynet med en tegning på forsiden og et » Basilisk« på bagsiden. Det enkelte ark fremtræder altså som en minimal bog, og folder man det ud, ser man en bred (dobbelt)tekst i skrivemaskineskrift: Der er et digt (eller en strofe?) på hver af siderne, linjeafstanden er stor, og inde omkring arkets midte fletter de to digte (eller strofer) deres vers sammen. Versene i hvert digt er omtrent - og nogle steder: nøjagtig! - lige lange. Oven i købet er der rim, men der er så langt imellem dem i læsningen, at man ikke rigtig hører dem, men kun ser dem.