Randi er en 60-årig universitetslektor med speciale i Hollywoods 40'er- og 50'er-film. Hun er fraskilt, og bor i sin barndoms gade på Nørrebro. Hun har faster Yrsa med kolonihaven, den unge veninde Vivaldi fra gaden og et par til foruden sin lægebror og lægesøn i Jylland. Og datteren Marlene, der er gift med en stenrig tysker i Hamburg, hvis hele internationale familie, Netzwerket, som de kalder det, også breder sine beskyttende vinger ud over Randi. Hun har rigtig meget. Men den 11. september får hende til at vågne op af den apolitiske slummer. Højredrejningen i Europa, regeringsskiftet herhjemme - hvad er det for sorte vinde, der blæser ind over verden, spørger hun sig selv. Inge Eriksens nye roman konfronterer Randi og læseren med et helt katalog over voldsomme begivenheder og de forandringer, vi har været vidne til gennem de sidste år - efter at have sovet Tornerosesøvn, som hun kalder det, gennem ti år efter Murens fald. Det er med velberåd hu, at Inge Eriksen har valgt en hovedperson, der er ret uinteresseret i politik. Der er ikke noget med rigtige meninger eller naiv halalhippie over Randi - tværtimod raser hun over de fremmedes middelalderlige traditioner, da en ung veluddannet kvinde, hun kommer i forbindelse med, ødelægges af sit arrangerede ægteskab med selvmord til følge. Men selvmordet er også udtryk for, at en kvinde har svært ved at opretholde sit selvværd i en dansk kultur, der ringeagter hende. Da faster Yrsa, den gamle fabriksarbejder med solidaritetsidealerne, noget patetisk vender sig mod væggen for at dø, fordi hun ikke vil være med i de nye tider, rystes Randi grundigt. Romanen kridter nogle positioner op, der har at gøre med ubehaget ved samfundsudviklingen og ved skingerheden i debatten - kulturkampen - der ikke holder vandene åbne, men fryser dem til. Randi underviser bl.a. i Hollywood-skuespillernes reaktioner under McCarthy-perioden. Sindelagskontrol, hvornår er vi selv der. Eller er selvcensur nok?