0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mens vi tumler bevidstløst derudad

Der er både Hollywood og politisk anfægtelse i Inge Eriksens nye roman, der rammer lige ind i kulturkampen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Randi er en 60-årig universitetslektor med speciale i Hollywoods 40'er- og 50'er-film. Hun er fraskilt, og bor i sin barndoms gade på Nørrebro.

Hun har faster Yrsa med kolonihaven, den unge veninde Vivaldi fra gaden og et par til foruden sin lægebror og lægesøn i Jylland. Og datteren Marlene, der er gift med en stenrig tysker i Hamburg, hvis hele internationale familie, Netzwerket, som de kalder det, også breder sine beskyttende vinger ud over Randi.

Hun har rigtig meget. Men den 11. september får hende til at vågne op af den apolitiske slummer. Højredrejningen i Europa, regeringsskiftet herhjemme - hvad er det for sorte vinde, der blæser ind over verden, spørger hun sig selv.

Inge Eriksens nye roman konfronterer Randi og læseren med et helt katalog over voldsomme begivenheder og de forandringer, vi har været vidne til gennem de sidste år - efter at have sovet Tornerosesøvn, som hun kalder det, gennem ti år efter Murens fald.

Det er med velberåd hu, at Inge Eriksen har valgt en hovedperson, der er ret uinteresseret i politik. Der er ikke noget med rigtige meninger eller naiv halalhippie over Randi - tværtimod raser hun over de fremmedes middelalderlige traditioner, da en ung veluddannet kvinde, hun kommer i forbindelse med, ødelægges af sit arrangerede ægteskab med selvmord til følge. Men selvmordet er også udtryk for, at en kvinde har svært ved at opretholde sit selvværd i en dansk kultur, der ringeagter hende.

Da faster Yrsa, den gamle fabriksarbejder med solidaritetsidealerne, noget patetisk vender sig mod væggen for at dø, fordi hun ikke vil være med i de nye tider, rystes Randi grundigt. Romanen kridter nogle positioner op, der har at gøre med ubehaget ved samfundsudviklingen og ved skingerheden i debatten - kulturkampen - der ikke holder vandene åbne, men fryser dem til. Randi underviser bl.a. i Hollywood-skuespillernes reaktioner under McCarthy-perioden. Sindelagskontrol, hvornår er vi selv der. Eller er selvcensur nok?


Det springer i øjnene, at idealbilledet i romanen, det, der repræsenterer lødigheden, som hun kalder det, udgøres af sammenholdet i rige Helmuts store familie. Han er en gammeldags patriark, der sørger omsorgsfuldt for alle og forelsket dyrker sin charmerende kone, der lever et forkælet luksusliv i Hamburg med kok, chauffør og barnepige. En high society-pendant til Yrsas kolonihaveidyl, skildret, så ikke et øje er tørt under læsningen af denne romanbladsdrøm.

Er dette udtryk for, at Inge Eriksen ikke vil have skudt de såkaldt rigtige meninger i skoene, dem de højreorienterede konstant slår de gamle venstreorienterede med? Denne hyldest til familien som tryghedens og omsorgens sted er i hvert fald ikke forudsigelig. Men den er også en leg med Hollywood-klicheerne. Romanen er tilegnet alle, der elsker film! Og der henvises til rigtig mange i bogens løb.

Den lødighed, Eriksen savner i et vulgariseret Danmark, placeres også hos armenere i Jerusalem fra Randis drømmetid i de unge år. Det er her, citrontræet står, romanens titel og symbol på erindringen, både den, der er forankret politisk i den store historie og i den lille privatlivsskæbne.


Man hilser denne samtidsroman velkommen, og man kan uanset politisk ståsted blive godt underholdt af dens blanding af kulørt romantik, energisk fremdrift og civilisationskritisk interesse. Først og sidst er der en stærk uro over, hvad der sker i hele verden i disse år. Frygten for, at vi bevidstløse tumler af sted, og for den hævngerrige tone i debatten. Frygten for at miste en kritisk velinformeret offentlighed.

Som sådan er romanen en opsang til danskernes tilbagelænede tillid til, at det går sgu nok alligevel. Den slutter med et lille håb om, at der under »den mærkværdige tavshed« i Danmark findes en »anstændighedens undergrund, der ikke er kuet, men stille og roligt holder sig orienteret i omverdenen for at kunne foretage velovervejede valg«.

Væk fra de fastlåste positioner og øjnene op! Inge Eriksen har gjort sit med denne roman, der har nået sit mål, hvis den kan medvirke til at friske op på debatklimaet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.