Erik Juul Clausen er gammel journalist, men har i de sidste tyve år skrevet ungdomsbøger, noveller og romaner. Bagsideteksten til novellesamlingen 'Tordenstenen' meddeler, at han i Frankrig er blevet sammenlignet med Blicher. Formodentlig er sammenligningen faldet ud til Blichers fordel. Novellerne her er jordnære gyserhistorier, undertiden ganske veldrejede, men ikke stor kunst. De handler om mennesker, mest i Vendsyssel, der er onde mod hinanden på forskellige udspekulerede måder. Den psykologiske plausibilitet hører ikke med til genren, så glem alt om den - men tag bogen som en række små kriblekølige forfriskninger i øreklapstolen ved kaminilden i de lange skumle vinteraftner.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























