0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sorgen over en langvarig landflygtighed

Antonio Munoz Molina fortæller historier fra det 20. århundredes mareridt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Egentlig var det ikke meningen, men 'Sefarad' blev min sommerbog, læst i små doser med plads til eftertankens pauser, ikke i ét stræk før en stram deadline. Det har både bog og læser godt af, for bogen - Antonio Munoz Molinas ottende på dansk - beskæftiger sig med store og tunge temaer, og den bygger på virkelige historier, som forfatteren siger, at han kun har »digtet meget lidt til«.

Sefarad er det hebraiske ord for Spanien, brugt af de sefardiske jøder, som blev fordrevet fra Spanien i 1492. Munoz Molina bruger det som en nøgle til mange slags historier om fordrivelse, eksil og tvang, ikke mindst dem der udspringer af det 20. århundredes mareridt: nazismens jødeforfølgelser og stalinismens klapjagt på såkaldte folkefjender.

Primo Levis og Jean Amérys oplevelser i tyske kz-lejre dukker hyppigt op, og i et af bogens bedste afsnit fortælles historien om den kommunistiske mediekonge Willi Münzenberg, der blev fundet død i en fransk skov i 1940, formodentlig henrettet af sine egne meningsfæller. Men også Franz Kafka bevæger sig som en skygge gennem nogle af beretningerne, ligesom mere eller mindre navnløse skikkelser fra forfatterens barndomsby i den spanske provins eller det Madrid, hvor han bor nu.


Den rene og skære vægt af virkelighed i bogens fortællinger adskiller den fra Munoz Molinas romaner, der tit leger sofistikeret med trivielle genrer. Man må efter mange af afsnittene i 'Sefarad' lægge bogen lidt væk og sunde sig, fordi det står så påtrængende klart, at dette her ikke er fiktion.

Det betyder ikke, at forfatteren har reduceret sig selv til kolportør af andres historier; se f.eks. hans gengivelse af, hvad han har hørt fra Amaya Ibárruri, datter af Dolores Ibárruri, 'La Pasionaria', det spanske kommunistpartis mest farverige skikkelse. Datteren kommer til orde, der er sikkert ikke ét tildigtet ord i den (båndede?) samtale, men hendes grænseløst naive beundring for Stalin bliver en frysende oplevelse på baggrund af andre af den tykke bogs afsnit.

Munoz Molina inddrager også sig selv som person, som den hvori de mange historier spejles - i det syttende og sidste afsnit, som har samme titel som bogen, skildrer han et besøg på The Hispanic Society i New York, et stort og bugnende museum for spanske relikvier, som har yderst få besøgende, fordi det ligger i et tvivlsomt område langt nord for Guggenheim-museet og de andre seværdigheder, som turisterne standser ved.

Dér findes blandt andet et lille portrætmaleri af Velázquez, en navnløs ung pige, der godt kan se sefardisk ud. Billedet er gengivet på omslagets bageste flap, og i teksten får det lov at stå som en slags slutvignet for hele bogen, et ansigt i hvis øjne man kan se eller genkende »sorgen over en langvarig landflygtighed«.


De fleste, hvis ikke alle, Munoz Molina-udgivelser på dansk har været oversat af Peer Sibast og udgivet på Husets Forlag. Denne gang er det Gyldendal og Iben Hasselbalch, og selv om jeg ikke kan vurdere hendes oversættelse over for originalen, kan jeg i hvert fald se, at hun møder udfordringen med succes, hver gang teksten selv gør opmærksom på, at der er tale om sære ord eller stående vendinger.

Derimod er det rent vås, når forlaget frimodigt kalder bogen en 'roman' på omslaget. Den er en tekstkreds med visse tilbagevendende bestanddele, men hvis det er definition nok på en roman, så er 'Frøken Jensens Kogebog' også en roman. Troværdig varedeklaration udbedes, tak - ikke mindst når der er tale om så vægtig en udgivelse som her.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement