Egentlig var det ikke meningen, men 'Sefarad' blev min sommerbog, læst i små doser med plads til eftertankens pauser, ikke i ét stræk før en stram deadline. Det har både bog og læser godt af, for bogen - Antonio Munoz Molinas ottende på dansk - beskæftiger sig med store og tunge temaer, og den bygger på virkelige historier, som forfatteren siger, at han kun har »digtet meget lidt til«. Sefarad er det hebraiske ord for Spanien, brugt af de sefardiske jøder, som blev fordrevet fra Spanien i 1492. Munoz Molina bruger det som en nøgle til mange slags historier om fordrivelse, eksil og tvang, ikke mindst dem der udspringer af det 20. århundredes mareridt: nazismens jødeforfølgelser og stalinismens klapjagt på såkaldte folkefjender. Primo Levis og Jean Amérys oplevelser i tyske kz-lejre dukker hyppigt op, og i et af bogens bedste afsnit fortælles historien om den kommunistiske mediekonge Willi Münzenberg, der blev fundet død i en fransk skov i 1940, formodentlig henrettet af sine egne meningsfæller. Men også Franz Kafka bevæger sig som en skygge gennem nogle af beretningerne, ligesom mere eller mindre navnløse skikkelser fra forfatterens barndomsby i den spanske provins eller det Madrid, hvor han bor nu.
Sorgen over en langvarig landflygtighed
Lyt til artiklen
