Det vil lægge adskillige alen til oplevelsen af A.S. Byatts nye roman 'Korte liv', hvis læseren inden for de seneste ti år har haft sin gang på et litteraturvidenskabeligt institut eller på anden måde er fortrolig med det humanistiske akademiske miljø. For her bliver nørderne taget alvorligt, her er litteratur andet end en hurtig handling og en rask personkarakteristik, her dykkes der ned i en malstrøm af litterære referencer, der både producerer betydning og tomhed. For den skolede læser er det en leg, der fører vidt omkring. Det begynder på et institut, hvor den unge stipendiat Phineas G. Nanson pludselig tager en beslutning om at forlade den postmoderne litteraturteori. Det går op for ham, at uanset hvad man forsker i, finder man det samme hver gang og begrunder resultatet med citater af Foucault, Lacan, Derrida eller Bakhtin. Det må høre op. Den unge Phineas vil have kendsgerninger. En lærer med speciale i oldengelske stednavne foreslår ham derfor at kigge på en biografi om en viktoriansk globetrotter, som er skrevet med stor indlevelse tilsat en usvigelig sans for fakta af en mand ved navn Scholes Destry-Scholes. Om Destry-Scholes selv vides ikke meget andet, end at han er født i 1925 og sandsynligvis er druknet i Malstrømmen ud for Norges kyst engang i 1950'erne. Denne uvidenhed beslutter den nybagte ekspostmodernist at råde bod på. Han vil skrive biografens biografi, hvilket dog viser sig at være lettere sagt end gjort. Manden har stort set ikke efterladt sig nogen spor, bortset fra en lille kasse med tre manuskriptfragmenter, som har ligget under hængemapperne i et forlagsarkiv, fordi de ikke lod sig kategorisere. De tre fragmenter handler om så forskellige personer som den svenske videnskabsmand Carl von Linné, der klassificerede planter, dyr og sten i 1700-tallet, Darwins fætter Francis Galton, der ønskede at forbedre menneskeheden med eugenik (arvehygiejne), og den norske dramatiker Henrik Ibsen.