Henrik Pontoppidan hadede selvsmagende skribenter - »Styltegængere« og »Stilekvilibrister« som nøleren Enevoldsen, der »døde under Udarbejdelsen af en Eftersætning«. Pontoppidans spydighed (rettet mod J.P. Jacobsen) er tit blevet brugt mod ham selv, fordi han reviderede sine bøger. Man har harpet på, at han som en anden Enevoldsen nussede og filede og skrev om - »uden Antydning af Fremskridt i Sprog og Stil«, påstod professor Paul V. Rubow. Også her i efterskriften til 3. bind af denne nyudgave knurrer Tage Skou-Hansen over, hvordan han tillod sig at omarbejde titelfortællingen 'Det ideale Hjem'. Og vist har hans første versioner en særlig friskhed - flere er med rette genudgivet. Men i stedet for at se revisionerne som udslag af forvirret forfængelighed kunne man jo tage den gamle herre på ordet. Denne nyudgave bygger på hans endelige version af 'Noveller og Skitser 1922-30', og når man genlæser de tre bind fra en ende af, ser man, at det ikke handler om stilistisk bessermachen. De reviderede tekster er delvis nye værker, skrevet i en ny situation ud fra nye erfaringer, fordi han baksede videre med de store problemer. Det er en del af hans format. Hvis man gider pudse brillerne, ser man også, at bindene overlapper hinanden kronologisk, fordi de er opbygget tematisk og gennemkomponerede. Ikke en spurv faldt vilkårligt til jorden, da den ældre Pontoppidan satte sit livsværk i system. 1. binds tekster, skrevet 1883-99, er især folkelivsskildringer og politisk satire fra bondefrigørelsen og forfatningskampen. 2. binds tekster, skrevet 1893-1908, indgår i århundredskiftets debat om seksualitet, parforhold og kønsroller. 3. binds fortællinger er oprindelig skrevet 1896-1928, men næsten alle er revideret 1920-30, tit stærkt omarbejdet, netop til den definitive udgave. Her gennemspiller Pontoppidan i voldsommere orkestrering sine og tidens store eksistentielle temaer om lidenskab og ægteskab, livet og døden og 'synden', tit drevet til barske ekstremer og frysende konklusioner.