Det hændte, at jøderne kastede deres børn ud af kreaturvognens lille lufthul. De kreaturvogne, der var på vej til Treblinka eller Auschwitz eller et andet sted med gaskammer. Og det hændte, at disse børn blev reddet af godhjertede og modige mennesker. I 'Erikas historie' fortæller Ruth Vander Zee om et tilfældigt møde i en park med en kvinde, der ikke hed Erika fra fødslen af. 'Erikas historie' er en billedbog. Den bæres højt op af Roberto Innocentis fantastiske tegninger, der er så overfotorealistiske, at han opnår den dobbelte effekt at være skarpsynet og poetisk i samme snapshot. En lille detalje, en overkorrekt vinkel, et svagt dryp af farve eller toningen af sneen og svellerne op mod Birkenaus sortgrå porthul. Innocenti er også manden bag billedbogen om 'Rose Blanche', der fortæller Nazitysklands historie set af en lille piges øjne. Det er stærk kost. Tegningerne er også mesterlige. Og så har bogen et historisk forløb, der er velkendt. Det samme kan man ikke sige om 'Erikas historie'. Den fortælles i ganske få ord, der overlader hele arbejdet til den nøjeregnende tegner. Han leverer varen, men det swinger ikke rigtigt, for ordene mangler dybde og hensigt. Begge Innocentis bøger er til børn langt over billedbogsalderen, men hvor 'Rose Blanche' er flittigt brugt i skolernes ældre klasser, så vil det være mere rimeligt at kalde 'Erikas historie' en billedbog for voksne. Den kræver livserfaring og kontant viden for at åbne sig fuldt ud, så man kan fornemme den kvinde, der sidder på en bænk i Rothenburg i Tyskland og fortæller sin historie ganske tæt på, hvor hun er strandet . På forsiden er udstanset en davidsstjerne. Det virker smagløst. På kanten mellem stærke følelser og det sentimentale er 'Erikas historie' kammet over i det sidste.