Titlen er det bedste ved Lauren Weisbergers roman 'The Devil Wears Prada'. En tegning af en kvinde i rødt med lange støvler og tynd snoet hale pryder forsiden. Hun har ikke noget hoved. Men enhver, der har hørt om amerikanske Vougues almægtige redaktør, Anna Wintour, og som ved, at Weisberger har været hendes assistent, kan selv sætte et lille katteagtigt hoved med sort pagehår på toppen af figuren. Uh, Anna er ond! Velklædt, men ond som Satan selv. Hele romanen er én lang voodoo-uddrivelse af Wintour, peppet op side op og side ned med opremsninger af mærkevarer, som får 'American Psycho' til at fremstå mindre end velklædt. Desværre slår Lauren Weisbergers hovedperson, Andrea Sachs, et dårligt skjult selvportræt, ingen ihjel, hun brokker sig kun i ulideligt mange detaljerede optrin. De finder for en stor dels vedkommende sted i den ikke navngivne Condé Nast-bygning i New York, hvor ingen tør spise ret meget i kantinen af skræk for at tage et mikrogram på, i taxaer eller i privatchaufførkørte biler, mens stakkels Andrea, kaldet Andy, farer rundt for at opfylde Miranda Priestleys mindste og skøreste ønske.
Djævlen går i Prada
Lyt til artiklen
