Ingredienserne er til stede i rigt mål: Engelsk landsbysamfund i naturskønt område under Anden Verdenskrig med materielle og seksuelle mangler og mørklægning danner baggrund for det kvindemord, der skal opklares i denne roman - knap 60 år efter. Rammehistorien foregår nemlig i nutiden og er marginalt mere medrivende i tone og tempo end det samvittighedsfulde krigstidsbillede i Peter Robinsons traditionelle, tv-egnede krimi 'I en tør tid'. Mordet kommer for en dag, fordi liget gør, og det skyldes, at en oversvømmet landsby i Thornsfield-reservoiret i Yorkshire bliver blottet af tørke. En dreng leger i ruinerne, og ... Vi følger en mandlig og en kvindelige efterforskers opklaringsarbejde, han selvfølgelig nyskilt, hadet af chefen og med en antydning af et alkoholproblem, hun også ledig med et par små pikante katastrofer i skabet, og selvfølgelig har de en affære ... Engelskfødte, nu canadisk bosatte Peter Robinson, hvem denne roman for et par år siden indbragte prisen for årets bedste udenlandske krimi i Sverige, har skrevet 16 af slagsen. Og håndværket er da også i orden, de historiske hverdagsdetaljer sikkert velresearchede - om end de formidles pedantisk og småsludrende. Der er - især i rammefortællingen - gode momenter, for eksempel dette: »Det ondskabsfulde glimt af selvmedlidenhed, som de mennesker, livet har væltet om kuld én gang for mange, ofte får, var endnu ikke udslukt i hans rindende øjne«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























