To midaldrende søstre, Lore og Aase, har sat hinanden stævne på stamcafeen i Københavns latinerkvarter. Lore har boet med sin nu undvegne kunstnermand i Grækenland i mange år, men er kaldt hjem af Aase, fordi deres mor, som er enke efter deres forgudede kunstnerfar, har forelsket sig i en tidligere sømand og kioskejer på plejehjemmet. Under samtalen kommer det frem, at Aase - som også er enke - muligvis selv har forelsket sig, og Lores første mand, en kræftramt præst, lurer også i kulissen. Helt ude i periferien befinder sig Lores berømte kunstner, som styrtede til New York straks efter 11. september, fordi det inspirerede ham sådan, og hans voksne datter, som Lore har forsøgt at bringe ham nærmere. Selv har hverken Lore eller Aase fået børn, hvilket forekommer denne læser lidt påfaldende, deres typer og romanens emne taget i betragtning. Og emnet er kvinders liv og følelser for både mødre, søstre, mænd og ... stedbørn. Det svageste led i sandsynlighedskæden er forargelsen og bekymringen over moderens forelskelse. Den viser sig ikke at være noget problem overhovedet, og anledningen til at kalde Lore hjem falder bort. Det kunne være udnyttet til at vise, at den var et påskud - for hjem skulle hun - men det bliver det aldrig.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























