Maria Helleberg har et særligt, ømt øje for små piger, der vokser op til at blive noget særligt. Mange børnebøger har denne flittige forfatter skrevet, og den om Leonora Christina er en af de bedste. Så mon ikke Johanne Luise Heiberg ligger godt for pennen? Ja, mon ikke! På få sider får Maria Helleberg fortalt begyndelsen til en utrolig skæbne, hun får også fortalt Johanne Luises jødiske mors historie, og hun giver et frysende billede af fattige (og drikfældige) folks kår dér midt i den danske guldalder. Det er en stor præstation, en knytnæve i en branche, der ellers ikke altid tager det så tungt med stringens og klarhed. Og hun har fået det hele med. Også lugten og lydene. Det er underligt, at folk overlevede dengang! Det gjorde de heller ikke alle sammen, men underligt nok fører Johanne Luises mor, Henriette - med viljestyrke og sanselighed - alle sine børn igennem en barndom, der er præget af op- og nedture. Mest det sidste. Faderens drikkeri kaster en lang skygge over familien. Han slår også sin kone, men bagefter forenes de i ægtesengen, hvad Maria Helleberg får nævnt et par gange. Johanne Luise fremstilles som et uskyldigt barn, der ved gode folks mellemkomst bæres frem i verden og op på de skrå brædder. Selv finder hun det naturligt, for det er jo hendes verden, og da den rare hr. Heiberg dukker op i garderoben, så er det også helt naturligt, for de to hører jo sammen. Der er ikke så mange refleksioner i Johanne Luises liv. Hun er i talentets vold. Da de to gifter sig, sidder den landsforviste svigerfar nede i Frankrig og kommer med gode råd. Sådan en givende og mættende (historisk) historie kan fortælles på godt 100 sider, hvis den, der fortæller, selv er berørt og har en hensigt med det, der skal fortælles. Underligt nok optræder H.C. Andersen ikke i bogen. De to har ellers noget tilfælles.