Græsenkestanden har sine fordele og ulemper. Den store amerikanske forfatter Nathaniel Hawthorne oplevede den i sommeren 1851, helt nøjagtigt fra 28. juli til 16. august - i selskab med sin femårige søn Julian og hans kanin. Bogen her er i al sin enkelhed dagbogen fra disse tyve dage, hvor der sådan set ikke sker noget. Og dog. Kaninen dør. Herman Melville (ja, Moby Dick-Melville) kommer på besøg. Far og søn bekæmper tidsler, og den lille erklærer, at »hele verden er en stikker«. Den store savner sin kone, og den lille tisser i bukserne. De hygger sig og det modsatte: Julian driver sin far til vanvid med sit barnepludder: »Far, hvis du havde købt alle foldeknivene i butikken, hvad ville du gøre for at få en ny, hvis du ødelagde dem alle?«. »Så ville jeg gå et andet sted hen«, siger jeg. Men han kan ikke slås ud. »Hvis du havde købt alle foldeknive i verden, hvad ville du så gøre?«. Og her svigter min tålmodighed, og jeg anmoder ham om ikke at belemre mig med flere fjollede spørgsmål. Jeg tror virkelig det ville være en god idé at smække ham, apropos denne vane«. Hvad Hawthorne jo altså ikke gør, »smækker ham«. Men hedder det sådan på dansk? Hedder det ikke 'give ham smæk', 'smække ham én', 'give ham en endefuld' eller noget andet idiomatisk? Og sådan er jeg hele tiden i tvivl om boniteten af denne oversættelse, som både er ambitiøs og usikker. Hvis man som oversætter vil tillade sig selv at arkaisere og bruge sære ord som »endskønt«, »nogenledes«, »interpellationer« og »proponere«, så kan det ikke nytte, at man lader den lille dreng komme hjem og sige, at han »havde tomater (...) til aftensmaden« (i stedet for »havde fået tomater til aftensmad ...«) og adskilligt andet i den dur, som ikke rigtig dur. Nå, det er en sød bog alligevel. Usædvanlig i sit billede af en far midt i 1800-tallet, som har så nært og varmt og moderne et forhold til sit barn. Og original som en forfatters eksperiment med simpelt hen at skrive dagbog om sin lille søn. Men bedre end teksten selv er faktisk dens forord af Paul Auster. Han påpeger dagbogens lighed med det gamle folkeeventyr om bonden og hans kone, der bytter arbejde for en dag; han trækker alle dens sjoveste og mest sigende pointer frem; og han sætter det hele ind i et flot litterært perspektiv omkring Hawthorne og Melville. Glem oversættelsen; læs forordet; skim dagbogen og skænk den lille kanin en tåre.