'Hylster' har den ensomme ulv, privatdetektiven Frank Harder som hovedperson, og han er manden, som kan klare at få en grusom masse tæv, at blive smidt ned i en gigantisk kummefryser bundet på hænder og fødder og alligevel efter at have snoet sig ud og et par sug på cigaretten være klar til at optrævle de problemer, han er blevet bedt om at løse. I optakten til 'Hylster' ser disse ikke uoverkommelige ud, det drejer sig om en antisemitisk chikane af en gammel, meget velhavende jødisk læge. Hans ejendom, der har fine hvide mure, overmales med graffiti, og det vil lægen ikke finde sig i, han og hans folk har lidt nok, siger han, og har han ikke selv været i koncentrationslejr under krigen og lidt, lidt, lidt? Jo, det har han, men historien om hans lidelser er ganske anderledes, end den tegner til i begyndelsen. Vores cigaretrygende opdager begynder at se på sagen, og han hvirvles, som det hører sig til, gennem den ene uhyggelige situation efter den hinanden - og de er faktisk ret uhyggelige, selv om der vel efterhånden skal ganske meget til, før normallæseren føler uhyggens iskolde pust i ansigtet. Disse kommer her, men de mest uhyggelige steder er faktisk ikke de voldsomme, uhyggen kan blive ganske massiv i enkelte ganske ublodige situationer, og det er måske lidt af et paradoks. Måske behøver man ikke blod og slagsmål for at opleve intens uhygge. Men der er meget blod og mange slagsmål i 'Hylster', mere blod og flere slagsmål end anmelderen bryder sig om, blandt andet fordi disse opleves mere som en ydre genretvang end som en indre nødvendighed. Christian Dorphs sproglige formåen er der ikke noget i vejen med, han skriver præcist og smukt, men man er lige ved at spørge, om det er synd at bruge så meget af en stor sproglig begavelse og formåen til at slå så meget på tæven med. Faktisk slås der så meget, at selve intrigen, der er godt spundet sammen, er ved at drukne i slagsmål, og måske af denne årsag får det politiske aspekt, som antydes i optakten, ikke rigtig mulighed for at sætte sig igennem.